Børnehave lukket - mistanke om, at 12 børn er smittet med coronavirus

12 børn og én medarbejder i Vestervold Børnehave i Varde har vist symptomer på at være smittet med coronavirus.

Opdatering: Onsdag er yderligere to børn og en forælder blevet syge og skal nu testes. Onsdag aften afventer man fortsat testresultaterne.

Varde Kommune lukkede tirsdag en børnehave, efter at ti ud af 37 børn har vist tegn på at være smittet med coronavirus.

I løbet af tirsdag formiddag viste børnene symptomer på covid-19 med ondt i halsen og snotnæser.

- Det er ikke påvist covidsmitte endnu, men ti ud af 37 synes vi er mange, og det er ikke en risiko, vi ønsker at tage. Derfor lukker vi børnehaven midlertidigt, siger Anette Brodde, dagtilbudsleder i Varde Kommune, til TV SYD. 

Ti børn i Vestervold Børnehave i Varde udviste tirsdag formiddag tegn på at være smittet med coronavirus.
Ti børn i Vestervold Børnehave i Varde udviste tirsdag formiddag tegn på at være smittet med coronavirus.
Foto: Privatfoto

Det drejer sig om Vestervold Børnehave i Varde, hvor forældrene til børn med symptomer er blevet opfordret til at få testet børnene hurtigst muligt. Samtidig opfordres forældre til børn uden symptomer til at holde børnene hjemme, indtil der er afklaring omkring situationen.

- Et af børnene med symptomer er netop blevet testet negativ for covid-19, fortæller Anette Brodde.

Børnene i institutionen er mellem tre og seks år. Børnene med symptomer er fordelt på to ud af børnehavens tre børnegrupper, men ud fra et forsigtighedsprincip er hele børnehaven lukket øjeblikkeligt.

Normalt anbefaler sundhedsmyndighederne først at lukke en institution, når der er konstateret smitte. Sker det, overtager styrelsen for patientsikkerhed sagen fra kommunen.