Børnehaven er blevet for lille – men dyre byggematerialer udsætter udvidelse

Umiddelbart skal man ikke regne med flere penge til anlægsprojekter, lyder det tirsdag fra finansministeren.

Der er fyldt godt op i børnehaven Skovmusen i Oksbøl.

Her holder 75 børn mellem 3 og 6 år til, mens yderligere 15 børn er en del af vuggestueafdelingen.

Men hvis pladsen var til det, ville der suse endnu flere pus rundt på de grønne plæner og i lokalerne.

- Landsdækkende falder børnetallet jo, så det, at vi har en mindre by, hvor det omvendte er tilfældet, er jo en succeshistorie, siger Marianne Morsing Hansen, der er dagtilbudsleder.

Planen var også at udbygge børnehaven, men der bliver ikke flere pladser i Skovmusen lige foreløbigt, da Varde Kommune har udskudt udbygningen til næste år.

- Det er ikke sjovt, men jeg tror, at alle borgere i Danmark lige nu oplever stigende priser på alt, og det gør vi også som kommune. Derfor kigger vi også ind i en i situation, hvor vi får 30 procent mindre for pengene, siger Mads Sørensen, der er borgmester for Venstre i Varde Kommune. 

Budskab til regeringen: Hverdagen skal hænge sammen

Kommunens anlægsbudget er på 100 mio. kr. De har dog budgetteret med 20 millioner ekstra til en forventet stigning på omkostninger - men det er ikke nok. 

Borgmesteren har derfor et ønske til netop begyndte forhandlingerne mellem regeringen og Kommunernes landsforening.

- Anlægsprojekterne bliver dyrere, og så er der jo også nogle budskaber fra regeringen omkring, at man vil omprioritere anlægskroner fra kommunal side til nogle initiativer på blandt andet klima. Der er det et vigtigt budskab for mig at sende, at vi har også en hverdag, der skal hænge sammen, siger Mads Sørensen.

Men umiddelbart skal man ikke regne med flere tilskud fra regeringens side, lyder det tirsdag fra finansministeren:

- Hvis man bare putter flere penge oveni, hvad kommuner og regioner må bygge for, ja så fører det til en endnu højere pris. Når priserne er så høje, som de er nu, så kan der være noget, hvor det giver god mening at vente en omgang med at lave det, siger Nicolai Wammen, der er finansminister for Socialdemokratiet. 

I børnehaven Skovmusen må de vente til minimum næste år, inden der kommer mere plads til de mindste.