Bomberør vælter: Villa ved Varde udbrændt

Det var ejeren selv, der antændte et bomberør, som væltede, fløj ind gennem hoveddøren og satte ild til villa.

En to etagers villa i Skolegade i landsbyen Lunde nord for Varde brød mandag middag i brand.

Ilden blev antændt af et væltet bomberør. Branden er så kraftig, at bygningen ikke står til at redde, oplyser vagtchef Tommy Bech, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Der blev slået alarm om branden mandag kort efter klokken 12.

Det var husets ejer, der affyrede et bomberør, som væltede, skød ind gennem husets hoveddør og antændte branden.

Manden blev forbrændt i ansigtet, da han løb ind i huset for at forsøge at slukke ilden. Hans kone slap uskadt ud af det brændende hus.

Efter nogle timers slukningsarbejde står det fast, at ilden har så godt fat, at huset ikke kan reddes.

- Slukningsarbejdet er fortsat i gang, men nu handler det om en kontrolleret nedbrænding, siger Tommy Bech.