Borgere hjalp politiet - og nu er tre personer sigtet for groft hærværk

Tre mænd er sigtet for at smadre biler under hærværksrus. De kan forvente et retligt efterspil og et erstatningskrav på over 100.000 kroner.

Syd- og Sønderjyllands Politi har nu sigtet tre unge mænd for i alt 48 tilfælde af groft hærværk i Varde i sommer.

En lang række biler fik i juli og august smadret ruder, skåret dæk op og mange ridser i lakken.

Politiet fik god hjælp fra offentligheden i efterforskningen. En borger gjorde politiet opmærksom på et vidne, der i en Facebook-gruppe havde beskrevet sine oplevelser en tidlig morgen.

God beskrivelse

Vidnet havde hørt en rude blive knust lidt før klokken fem en morgen og gik efterfølgende ud for at undersøge, hvad der var sket. Vidnet så en af de unge mænd og kunne give politiet en god beskrivelse af gerningsmanden og hans rute.

Oplysningerne hjalp politiet og førte den 5. oktober til en sigtelse af en 22-årig mand fra Varde. Han sigtes for 48 forhold. Kort efter blev en 18-årig mand fra Vejle sigtet i 21 af sagerne, og en 27-årig mand fra Esbjerg i 13 af forholdene.

De tre mænd kan forvente et retligt efterspil og et erstatningskrav på over 100.000 kroner, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.