Brændende villa styrter sammen: Røgdykker kvæstet

En røgdykker blev onsdag aften kvæstet i forbindelse med en brand. Det er uvist, hvor alvorligt han er skadet.

En 51-årig røgdykker blev onsdag aften kvæstet i forbindelse med en villabrand i Gårde mellem Varde og Ølgod.

- Han går ind i villaen, der er helt overtændt, og pludselig styrter etageadskillelsen ned over ham, fortæller Erik Lindholdt, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.

Røgdykkerens kolleger får reddet ham ud af det brændende hus.

- Da de får ham ud, er han bevidstløs, men det lykkedes lidt efter at få kontakt med ham, siger Erik Lindholdt.

Røgdykkeren er bragt til sygehuset, men vagtchefen kender midt på aftenen ikke nærmere til hans tilstand.

Brandalarmen indløb klokken 19.09, og da politi og brandvæsen når frem, står villaen allerede i lys lue.

- Der er ikke fare for, at branden skal brede sig, men villaen står ikke til at redde, siger vagtchefen.

På et tidspunkt lød der flere små eksplosioner fra loftet på villaen.

- Det kan have været fyrværkeri eller noget ammunition. Det er en meget gammel villa, så det kan være noget, der har ligget på loftet siden krigens tid, forklarer Erik Lindholdt.

Familien, der bor i huset, var ikke hjemme, men er blevet underrettet om branden. De kan dog ikke længere bo i villaen, men skal genhuses.

Politiet kender endnu ikke årsagen til branden, men har ikke umiddelbart mistanke om, at den skulle være påsat.