Brian fra Agerbæk er årets købmand

Den danske dagligvarekoncern Dagrofa har kåret Brian Hald Bjerregaard som årets købmand.

Flaskedreng, ungarbejder, lærling, medejer og chef. Brian Hald Bjerregaard har været omkring alle poster i Min Købmand i Agerbæk.

Siden 2016 har han selv stået i spidsen for butikken, og det stykke arbejde har nu gjort ham til Årets Købmand.

- Det betyder rigtig meget. Det er jo en anerkendelse af det arbejde, man går og laver og har lavet i mange år for at bygge forretningen op. Det er stort for både mig og personalet og forhåbentligt også for hele byen, siger 33-årige Brian Hald Bjerregaard.

quote

Personalet er alfa omega i en butik som vores.

Brian Hald Bjerregaard, Købmand, Agerbæk.

Personlig købmandsbutik

Brian Hald Bjerregaard bliver Årets Købmand for den stignede udvikling, der har været i butikken. Ifølge ham er det altafgørende at have de rette medarbejdere for at være en god købmandsbutik.

- Personalet er alfa omega i en butik som vores. Vi kender alle kunder, siger hej til alle, og personalet er meget glade for, at det også er en vigtig del af købmandsbutikken, siger han.

Det skal være muligt at få fat i produkter i Agerbæk, så man ikke er nødt til at køre til de større byer. Hos Brian Hald Bjerregaard har de eksempelvis kød fra Slagter Theilgaard i Esbjerg på hylderne.

En ny købmand

Selvom der bliver brugt mange timer i købmandsbutikken, er det ikke så mange som tidligere. Brian Hald Bjerregaard bruger også tid med sin kæreste, og til marts bliver der en mere at bruge tid med.

- Før jeg mødte min kæreste, boede jeg meget i butikken, men det har jeg prioriteret om nu. Nu er hun det vigtigste, og så venter vi barn til marts, så det bliver endnu mere vigtigt, og det glæder vi os rigtig meget til, siger han.

Men selv med familieforøgelsen bliver det muligt at rende ind i årets købmand i butikken.

- Begge ting skal prioriteres, og min kæreste ved godt, at det tager mange timer i butikken, men det er hun indforstået med, og hun holder baglandet derhjemme, så jeg kan få lov til at folde mig lidt ud hernede, og det er jeg meget taknemmelig for, siger Brian Hald Bjerregaard.