Center med fokus på det sunde liv fejrer jubilæum

Center for Sundhedsfremme i Varde blev oprettet under kommunesammenlægningen. Torsdag fejres de første 10 år med sundhedsfremme og forebyggelse.

Torsdag klokken 15.00 bød formand for Social- og Sundhedsudvalget i Varde Kommune, Thyge Nielsen, velkommen til gæster og brugere af Center for Sundhedsfremme.

Anledningen er 10-året for åbningen af centeret, der fokuserer på det sunde liv for borgerne i kommunen.

Igennem årene har Center for Sundhedsfremme været i kontakt med mange børn, unge, voksne og ældre. Borgere, som har hver deres udfordring i forhold til livsstil og sygdom.

quote

Det hjælper ikke noget, at man har en sund krop, hvis man ikke også har en sund sjæl. 

Margit Vest Thomsen, leder, Center for Sundhedsfremme

- Vi har lært, at det er ikke nok kun at have fokus på de fysiske ting. Fra start var vi meget optaget af KRAM-faktorerne – kost, rygning, alkohol og motion. Det fylder bestemt også stadig meget i vores indsatser, siger leder af Center for Sundhedsfremme, Margit Vest Thomsen, til TV SYD.

Men over tid er der også kommet fokus på andre områder.

- Det hjælper ikke noget, at man har en sund krop, hvis man ikke også har en sund sjæl. Derfor har vi stort fokus på også at inddrage de mentale ting, det sociale og det familiemæssige. Vi ser det hele menneske – og ikke kun isoleret på selve sygdommen, slutter lederen.

Blandt dagens oplægsholdere var Karin Lykke Iversen, der gav sit bud på, om det overhovedet kan svare sig at leve sundt.