Den lille havskildpadde svømmede måske forkert ved Azorerne og endte ved en fejl i Blåvand

Havskildpadden, der torsdag blev fundet på stranden ved Blåvand, skulle højst sandsynligt fra Florida til Azorerne, men ved en fejl er den kommet til at svømme nord om Atlanterhavsøerne.

Havskildpadden, som torsdag middag blev fundet på stranden ved Blåvand af to tyske turister, er højst sandsynligt svømmet forkert på sin vej fra Floridas kyst til Azorerne, vurderer en dyrlæge på den Blå Planet.

- Vi har haft en havskildpadde af arten uægte karetskildpadde før her i Danmark, Lucky, som også blev fundet på vestkysten i 1999, og her afslørede en dna-test, at den oprindeligt kom fra Florida, hvorfra alle havskildpaddeunger svømmer til Azorerne for at vokse sig store og kønsmodne, når de er klækkede, fortæller dyrlæge Kasper Jørgensen.   

Når hverken Lucky, der blev fundet i 1999 og sat ud i havet ved Azorerne igen i 2004, eller den lille skildpadde er endt på Azorerne, men i stedet på en strand i Danmark mere end 3000 kilometer nord på skyldes det, at de er svømmet forkert.

- De har simpelthen taget fejl af vand- og strømforhold ved Azorerne i Atlanterhavet og taget mod nord i stedet for syd, fortæller Kasper Jørgensen. Han regner det for meget sansynligt, at det er samme skæbne, der er overgået den lille skildpadde, der blev fundet i går.

Der er kun fundet i alt seks levende havskildpadder i Danmark. Tre af dem er af arten uægte karethavskildpadde som den, der blev fundet i går. De tre andre har været læderskildpadder.

Den næste måned er kritisk

Den lille uægte karetskildpadde, der blev fundet i går, vejer kun to kilo og havde det efter omstændighederne godt, da den blev fundet i strandkanten i går. Men den var stærkt afkølet, og det kan være kritisk for dens overlevelse, fortæller dyrlægen ved Den Blå Planet, efter at den uægte karetskildpadde har været i hans varetægt siden torsdag aften.

- Den var kun to grader varm, og det er altså livstruende lavt for sådan en lille havskildpadde, der er vant til at svømme i 23 - 26 grader varmt vand. Så nu er det afgørende, vi over det næste døgn langsomt varmer den op, og så må vi håbe, der ikke kommer infektioner som lungebetændelse til, siger Den Blå Planets dyrlæge.

Havskildpadden bor nu i et bassin hos Den Blå Planet i København, der i forvejen huser en anden artsfælle, som dog er en del tungere end den lille to kilo tunge skildpadde fra Blåvand. Den vejer omkring 60 kilo, og på sigt er det meningen, de to skildpadder skal opholde sig i samme kæmpetank, Oceanet.

Den uægte karetskildpadde

  • Den uægte karetskildpaddes navn på engelsk (loggerhead turtle) hentyder til dens usædvanligt store hoved.
  • Den er hovedsageligt kødædende og lever af krabber, muslinger og vandmænd.
  • Den kan blive op til 100 centimeter lang og opnå en vægt på 180 kilo.
  • Den er kendt for at kunne være temmelig aggressiv.
  • Den uægte karetskildpadde er truet og står på IUCN’s røde liste som Endangered
  • Den lever i Stillehavet, Atlanterhavet, Det Indiske Ocean, Middelhavet og Det Caribiske Hav.
  • Den uægte karetskildpadde er den største skildpadde med hårdt skjold, der findes. 
  • Havskildpadder rejser mange tusinde kilometer på et år.
  • Når hunnerne skal lægge æg, søger de altid tilbage til den strand, hvor de selv blev klækket. De kan finde vej ved at bruge jordens magnetfelt.

Kilde: Koralrev.dk og Den Blå Planet