Dennis tjener penge på at tænke som en kriminel

​IT-sikkerheden halter i de danske virksomheder, der betaler for at lade professionelle stjæle data og penge.

Dennis Ellebæk og hans ansatte tænker og arbejder ligesom hackere og kriminelle. De stjæler data, hemmeligheder og penge fra virksomheder. Forskellen på Dennis’ virksomhed Prueba Cybersecurity og it-kriminelle er dog, at virksomheder betaler Prueba Cybersecurity for at gøre det, som kriminelle skal forhindres i.

I landsbyen Roust mellem Varde og Esbjerg ligger firmaet Prueba Cybersecurity, som er eksperter i at teste virksomheders IT-sikkerhed, og ifølge direktøren er den menneskelige faktor mere afgørende for en virksomheds IT-sikkerhed end for eksempel firewalls eller lange passwords.

- Som mennesker er vi ikke skarpe på at skelne rigtigt fra forkert. Vi er lidt for godtroende, og så går det galt med IT-sikkerheden, siger Dennis Ellebæk til TV SYD.

Stjæler informationer

Når hans firma henvender sig til virksomhederne, er det for at finde huller og stjæle datainformationer. Og det er ikke så svært at manipulere medarbejderne.

quote

Som mennesker er vi ikke skarpe på at skelne rigtigt fra forkert. Vi er lidt for godtroende, og så går det galt med IT-sikkerheden.

Dennis Ellebæk, direktør i Prueba Cybersecurity

- Medarbejdere og ledelser tror på os, når vi henvender os. Vi får lov at plante udstyr eller få medarbejdere til at gøre nogle ting, som giver os adgang til virksomheden. Vi kan eksempelvis lokke dem til at gøre ting på computere, der giver os adgang udefra, forklarer Dennis Ellebæk, der mener, at sikkerhedskultur er en mangelvare i Danmark, og at ansvaret for IT-sikkerhed ligger i toppen af virksomhederne.

- Ledelsen behøver ikke være nørder og forstå teknikken med bits and bytes. Det vigtigste er, at den forstår faren for et angreb. Det er jo dem og ikke den enkelte medarbejder, der har har ansvaret for sikkerheden, mener han.

Trusselsbilledet ændres

Danske virksomheder er under konstant angreb fra cyberkriminelle. Derfor er det vigtigt at have en plan for at sikre sig året rundt.

- Jeg kalder det holistisk sikkerhed, og det er andet end bare firewalls og antivirus. Der er mange andre ting til god sikkerhed: Blandt andet en løbende proces, som involverer mennesker, dokumentation og nødvendigheden i at teste sig selv. Når trusselsbilledet ændrer sig hele tiden, skal man forholde sig til sikkerhed løbende, siger Dennis Ellebæk, der hele sit liv har beskæftiget sig med IT-sikkerhed. 

Hans virksomhed Prueba Cybersecurity er hyret af både store og små virksomheder såvel private som offentlige. De mindste virksomheder beskæftiger 15-20 medarbejdere, mens de største har 15.000-20.000 ansatte.