Direktør: Jeg skal passe på ikke at lyde som Kaptajn Haddock på en dårlig dag

Museumsdirektør er stærkt forundret over, at museer fortsat skal være corona-lukket.

Normalt er direktøren for Vardemuseerne, Claus Jensen, en venlig mand, men store bededag lyder han sådan her, efter at han torsdag aften måtte forstå, at museer ikke er omfattet af partiernes aftale om fase-to-corona-åbning af Danmark:

- Jeg er belært om, at man ikke må sige, at andre mennesker er dumme. Men jeg savner enhver begrundelse for, at vi ikke er omfattet af fase-to-åbningen, når kirker og cafeer må åbne den 18. maj.

- I kirken kan de hoste hinanden i nakken, og vi må f.eks. gerne åbne vores cafe på Tirpitz, men folk må ikke gå ind i museumsudstillingen. Det mangler enhver logik, siger Claus Jensen.

- Jeg skal passe på ikke at lyde som kaptajn Haddock på en dårlig dag, tilføjer han.

Milliontab

Det populære Tirpitzmuseum i Blåvand med omkring 200.000 besøgende om året hører under Vardemuseerne, og der ser de nu frem til et tocifret milliontab trods regeringens kompensation på to tredjedele af tabet.

- Men det er ligeså meget det, at vor fortsatte lukning mangler enhver logik, siger direktøren.

- Vi har i den sidste uge siddet i Kulturministeriet sammen med interesseorganisationerne og skrevet udførlige retningslinjer for, hvordan museerne kunne åbne igen, og vi er klar. Og i følge Statens Serum Institut kan vi lukke op med væsentlig mindre smitterisiko end kirkerne.

Storcentermuseum

- Jeg savner enhver logik, siger direktør Claus Jensen og slutter med denne spydige tilføjelse:

- Måske vi skulle kalde vores museum for Tirpitz Storcentermuseum. Så kunne vi komme med i fase to. Vi er helt klar.

Hvem er kaptajn Haddock?

Kaptajn Haddock er kendt fra TinTin-tegneserierne, og han er en sand mester i skældsord. Aros Kurser og Uddannelser har samlet hans 175 allerbedste. Her er de:

Kaptajn Haddocks bedste skældsord:

Abemås, agurketud, analfabet, asfaltcowboy, bacille, bandit, barnerøver, basilisk, bedrager, billige bavian, bisse, bovlamme bladanblander, brandstifter, brutale bilbølle, bums, burgøjser, bæst, bøddel, bøhtosse, bølle, bøllefrø, børste, cykeltyv, daddelplukker, desertør, dovendyr, drukkenbolt, egoist, facist, fedtblære, fedtemikkel, fedthalefår, fladpande, flommefede fjollerik, forbryder, forlismand, forlorne tæppehandler, fortidsuhyre, frysefrederik, fyldebøtte, gangster, gespenst, grimrian, grobrian, haleneger, hallunk, hulepindsvin, hærværksmand, høvl, igle, ignorant, individ, interplanetariske slørhale, jubeltorsk, justitsmorder, kakerlak, kannibal, karnevalssørøver, klaptorsk, kleptoman, klodrian, klodsmajor, knoldvækst, kryb, krybskytte, krudtugle, kvajpande, kvælstofbacille, kæltring, køter, laban, lakaj, landevejsrøver, landkrabbe, landsforræder, laskefede lommetyv, lejesvend, lemmedasker, lomme-Moussolini, luksusdyr, lumskebuks, lurendrejer, lusepuster, luskebuks, lydpottelus, lystmorder, læderjakke, løjser, makrelslugere, marxist, massemorder, menneskefjende, menneskeæder, misdæder, modbydelige mide, mordbrænder, morder, motorbølle, møgdyr, pirat, pladderabe, platfodede moskusokse, plebejer, prøjser, pungdyr, pyroman, racist, rottefjæs, sadist, samfundssnylter, sandalslæber, sandloppe, sandmide, sinke, sjofelist, sjover, sjuft, skadedyr, skallesmækker, skamstøtte, skunk, skurk, skvatdragon, skvatmelon, skægabe, slagsbror, slambert, slapsvans, sleske spytslikker, slubbert, slyngel, smugler, smørtyv, snigmorder, snigskytte, snoabe, snog, snydetamp, snylter, sortbørsgrosserer, spritbilist, spritter, spruttyv, sprællemand, spyflue, starut, stikker, stymper, subjekt, superskurk, sut, svamp, svin, svindler, svirebror, svumpukkel, søndagsrytter, søpindsvinefjæs, sørøver, tale-delirist, tamp, tangloppe, terrorist, torskepande, trafikbisse, trompetsnegl, tyran, tyveknægt, tøffelhelt, tøsedreng, udbytter, undermåler, vagabond, vampyr, vandal, vandrotte, vandal, væggetøjsbefængte varulv, varyl, vatnisse, voldsmand, æselmassør, øgle.