TV der bevæger dig

Dyrepasser: - Godt at sjælden havskildpadde blev reddet

Havskildpadden blev fundet af nogle tyske turister, og den er cirka 30-40 centimeter stor.

Skildpadden er med stor sandsynlighed en uægte karetteskildpadde. Foto: Sofie Dupont, TV SYD

Det sker yderst sjældent, at en havskildpadde lægger vejen forbi de kolde, danske have, men i dag blev der fundet en mindre havskildpadde, der var skyllet op på vestkysten ud for Blåvand.

- To tyske turister så skildpadden kæmpe for at komme ud i vandet igen, fordi den hele tiden blev skyllet op af bølgerne, fortæller dyrepasser ved Blåvand Zoo, Kathrine Sørensen.

Skildpadden var meget medtaget, og derfor valgte turisterne at tage den med til Blåvand Zoo, hvor dyrepasserne fik den i noget vand og begyndte at pleje den. Efter at være kommet i dyrepassernes hænder har skildpadden det bedre.

Læs også Ulve, pumaer og storke: De 10 mest læste artikler på TV SYD i 2019

- De er megasjældne i Danmark, så jeg er helt vildt taknemmelig for at være med til at redde den. Det er en helt vild oplevelse, siger Kathrine Sørensen.

Læs også Den lille havskildpadde svømmede måske forkert ved Azorerne og endte ved en fejl i Blåvand

Skildpadden får nyt hjem

Her er man dog kun vant til landskildpadder og ikke de sjældne havskildpadder. Derfor ringede man til Den Blå Planet for at få assistance, og nu skal skildpadden flyttes til det københavnske akvarium. Den Blå Planet er det eneste sted i Danmark, hvor der er havskildpadder.

- Vi er spændte på, om der sker en bedring, og om den kan klare sig, når Den Blå Planet overtager den. Den virker frisk nu, så jeg tror, chancerne er ok, siger Kathrine Sørensen.

En sjælden uægte karetteskildpadde

Dyrepasserne hos den Den Blå Planet i København tog allerede torsdag aften turen til Blåvand, da nyheden om den funde havskildpadde nåede dem nogle timer tidligere.

De vurderer, at der højst sandsynligt er tale om en uægte karetteskildpadde, som er drevet i land ved Blåvand.

- Det er meget, meget usædvanligt, at en så sjælden havskildpadde lander ved Danmarks kyster, så det er helt vildt, fortæller dyrepasser ved Den Blå Planet Peter Petersen.

Normalt lever den uægte karetteskildpadde i Stillehavet, Atlanterhavet, Det Indiske Ocean, Middelhavet og Det Caribiske Hav, men det kan ske - som med den lille skildpadde her - at de driver med strømmen længere nord på, men det det svært for dem at overleve så nordligt. Vandet er for koldt.

- Godt den blev reddet fra det kolde vand

Dyrepasser Peter Petersen og kollegaen Simon tror på, at skildpadden har gode chancer for at overleve trods en noget kold tur i Vesterhavet.

- Jeg havde frygtet at se en ret afkræftet skildpadde, men de har taget sig rigtig godt af den her i Blåvand Zoo, så den har det forbavsende godt, efter den er kommet i lidt opvarmt havvand. Det lover rigtig godt for dens overlevelse, siger Peter Petersen.

Den funde skildpadde vejer kun omkring to kilo, men arten kan veje op mod 180 kilo.

Nu skal den lille uægte karetteskildpadde tilses at dyrlægen hos Den Blå Planet, måske have lidt antibiotika for at forebygge lungebetændelse, og så skal den fedes op. 

Skildpadden er blevet passet hos Blåvand Zoo, siden den blev fundet ved 13-tiden torsdag. Foto: Sofie Dupont