Efter Michelin-stjerne nummer to: Vi er meget overraskede

Onsdag formiddag fik Henne Kirkeby Kro sin anden Michelin-stjerne. En hæder der kommer som en stor overraskelse for restauranten.

Onsdag formiddag er Henne Kirkeby Kro ved Varde blevet tildelt sin anden af de eftertragtede Michelin-stjerner, da der var uddeling i Stockholm. Det var ikke noget, man havde regnet med, fortæller restaurantens bookingmanager Dorte Toft.

- Det kom bag på os. Jeg sad og så uddelingen derovre fra, og jeg kunne også se på Paul Cunningham (red. køkkenchef), at han blev oprigtigt overrasket. Vi troede egentlig bare, vi var inviteret til uddelingen som publikum, siger hun til TV SYD.

Selvom det ikke er længe siden, stjernerne blev uddelt, kan Henne Kirkeby Kro allerede mærke effekten af at have fået sin anden stjerne.

- Telefonerne kimer, og mail-indbakken er fyldt, så der er noget at se til, men vi skal nok finde plads til folk, siger Dorte Toft til TV SYD.

Henne Kirkeby Kro er ikke det eneste sted, hvor stjernerne er dalet ned i det syd- og sønderjyske. Restaurant Ti Trin Ned i Fredericia har nemlig fået sin første af slagsen.