En rolig sommer sluttede dramatisk

Onsdag på den sidste arbejdsdag i år blev Trygfondens livreddere kaldt ud til en redningsaktion på Hvidbjerg Strand ved Blåvand. To personer var strandet på en revle ude i Vesterhavet.

På årets sidste arbejdsdag blev livredderne ved Hvidbjerg Strand onsdag eftermiddag alarmeret af JRCC (den danske eftersøgnings- og redningstjeneste) om to tyske turister, der var fanget på en revle cirka fire km nord for livreddertårnet.

En livredder tog en båd ud mod de to personer, mens en anden livredder tog bilen ned langs stranden. 

De nødstedte var en far på 51 år og hans søn, og de blev reddet i land af livredderne.

Da manden både havde besværet vejrtrækning, svimmelhed og følte sig afkølet, havde svag puls og slugt vand, så blev han kørt på hospitalet. Sønnen meldes i god behold, oplyser Trygfonden Kystlivredning.