Fakta: Tyve fik kun lille udbytte af natligt togt mod fire butikker

Udbyttet fra de fire indbrud i nat mod vestjyske Fakta-butikker står ikke mål med tyvenes indsats og risiko. Fire indbrud på kun 71 minutter har krævet planlægning, præcision samt en hurtig bil - og det lykkedes kun at stjæle et mindre beløb i mønter og nogle få varer.

Fra klokken 01.52 og frem til klokken 03.03 natten til fredag modtog politiet alarmer fra fire vestjyske Fakta-butikker om, at der var indbrud i gang. Indbruddene begyndte i Skjern og fortsatte til Nørre Nebel, Varde og Holsted. 

I butikkerne er tyvene tilsyneladende gået målbevidst efter paysafe-boksene ved kasselinien. Det er en boks, som i en række Fakta-butikker håndterer kundernes betaling og byttepenge for at beskytte personalet mod røverier i åbningstiden. 

Det var også tilfældet i Holsted  og der er kun småpenge i paysafe-boksene.

- De har kun fået fat i lidt mønter, som er beregnet til byttepenge, siger salgschef Lars Højmark Pedersen, Fakta, til TV SYD.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Umiddelbart efter det sidste indbrud i Fakta i Holsted fik patruljer fra Syd- og Sønderjyllands Politi kontakt til en stor sort personbil tæt på Fakta i Vejen. Den sorte personbil tog flugten og søgte mod motorvejen og en længere politijagt gik i gang. Flugtbilen øgede dog farten og slap væk et sted på den fynske motorvej, da politiets biler ikke længere kunne følge med. 

De fire indbrud på 71 minutter

01.52: Det første indbrud fandt sted mod Fakta i Skjern, der ligger i Midt- og Vestjyllands Politikreds. 
02.17: Næste indbrud gik ud over Fakta i Nørre Nebel.
02.35: Indbruds-turneen når til Fakta på Nordre Boulevard i Varde, hvor de brød ind og brækkede forretningens paysafe-boks op.
03.03: 28 minutter senere gentog seancen fra Varde sig i Fakta-butikken i Holsted, hvor paysafe-boksen også blev brudt op.