Familien Jakobsen holder altid ferie i Danmark

De danske familier vælger i høj grad at holde sommerferie hjemme i Danmark. Familie Jakobsen fra Solrød er en af dem.

Familien Jakobsen har altid holdt ferie i Danmark. Ligesom de fleste danskere iøvrigt. 65 procent af danskerne vælger udlandet fra og tilbringer sommeren indenfor de danske grænser. 

Når tyskerne samtidig rejser nordpå til Danmark i endnu større tal, er det ikke nemt at opdrive et ledigt sommerhus. I Syd- og Sønderjylland er der så at sige ingen ledige sommerhuse i næste uge, viser en opgørelse fra udlejningstjenesten Campaya.

Familien på fem fra Solrød var dog tidligt nok ude til at kunne sikre sig et hus i Blåvand i deres ferie.

-  Jeg mener, vi bookede engang i marts. Så vi var i nogenlunde god tid. Vi bestilte der, hvor vi ellers ville have booket sydpå, fortæller Kenneth Jakobsen, der godt kan forstå, at der er pres på sommerhus-udlejningen.

Det gode vejr spiller ind

- Det er måske, fordi vi har sådan nogle fantastiske somre lige nu. Vi har ikke planer om at gøre det anderledes. Hvis vi endelig skal sydpå, vil vi hellere gøre det om vinteren, når vi har behov for at se solen, forklarer han.

Hans hustru, Nanna Jakobsen, mener også, at årsagen skal findes i vejret.

- Jeg tror qua sommeren sidste år, så bliver det nok boostet ekstra i år, at folk vil holde sommerferie i Danmark, mener hun.

Nemt med børn

Men vejret er ikke familien Jakobsens argument for at holde ferie herhjemme.

- Nej, vi gør det, fordi vi elsker at holde ferie i Danmark. Vi prøver nye steder hvert år, og det er bare nemt med børn, tror jeg. Ikke at skulle ud og flyve, og samtidig kender man området, fortæller hun.

I løbet af ugen har familien blandt andet planlagt en tur til Legoland. Samtidig vil de udforske Blåvand og omegn, fordi de aldrig har været netop her tidligere.

For tre år siden var de i feriecenter, men et sommerhus giver nogle flere fordele.
- Det er egentlig bevidst, at vi ikke tog i feriecenter denne gang. Det giver lidt mere privatliv at være i et sommerhus, hvor hunden kan løbe rundt, og vi ikke skal tysse på ungerne, siger Kenneth Jakobsen.