Vestjysk webshop så muligheder i coronakrisen - nu er omsætningen fordoblet

Webshoppen Satana i Nr. Nebel er fløjet fra at være en jævnt god virksomhed til en fordobling af omsætningen, siden corona-krisen kom til Danmark. Mundbind, håndsprit og feberscannere har været supertilbuddene.

Ordresedlerne tikker ud af maskinen på kontoret.

De sætter endnu mere gang i medarbejderne på lageret. De flyver rundt mellem hylderne fyldt med webshoppens tilbud til kunderne. Nu skal der pakkes og sendes. 

Travlheden hos Satana er ikke til at tage fejl af. Siden corona-krisen ramte Danmark, har det været sådan. 

Steffen Andreasen har travlt med at pakke og sende ordrer afsted.
Steffen Andreasen har travlt med at pakke og sende ordrer afsted.
Foto: Finn Grahndin

Fordobling

- Vi har mere end fordoblet vores daglige omsætning fra før corona-krisen til efter, siger Henrik Kloster Nielsen.

Han ejer den ene halvpart af firmaet. Den anden ejer Jesper Hübschmann.  

Mundbind har været populære blandt køberne - som måske samtidig er blevet fristet af andre varer i webshoppen.
Mundbind har været populære blandt køberne - som måske samtidig er blevet fristet af andre varer i webshoppen.

De to har set de nye muligheder, som en ny situation som corona-krisen har givet. Danske erhvervsorganisationer opfordrer faktisk de danske virksomheder til at opsøge nye markeder og være mere innovative.

Industriens Fond har således givet økonomisk støtte til 12 fødevarevirksomheder, som i Projekt Boosting Business skal gentænke deres forretningsstrategier.  

Ny lagerhal på vej 

Successen har betydet flere penge i kassen. Penge, som nu investeres i udvidelser af firmaet på flere måder. Blandt andet en ny lagerhal.

- Som det er nu, har vi fire forskellige lagerhaller liggende rundt omkring. Det bliver en kæmpefordel at få det hele samlet, siger Henrik Kloster Nielsen. 

Håndspritten er såmænd lokal. Fra Nr Nebel.
Håndspritten er såmænd lokal. Fra Nr Nebel.
Foto: Finn Grahndin

Corona-tilbud er icebreakers

Mundbind, håndsprit og feberscannere har åbnet danske forbrugeres øjne for webshoppen Satana i Nr. Nebel.

- Vi tjener kun ganske lidt på mundbind, men vores tilbud er Danmarks billigste, og det betyder, at mange køber nogle af vores andre varer, når de er inde på vores hjemmeside for at se, hvad vi har, siger Henrik Kloster Nielsen.

Det gælder BH'er, kaffemaskiner, uldsko og meget andet.   

quote

Vi har mere end fordoblet vores daglige omsætning fra før corona-krisen til efter.

Henrik Kloster Nielsen, medejer af Satana.dk.

David mod Goliat 

Men de to ejere er også meget bevidste om, at de har brug for økonomisk ballast, fordi den amerikanske gigant Amazon.com snart for alvor kommer til Danmark. Webshoppernes Goliat er allerede meget brugt af danske forbrugere. Men "David" giver ikke op. Tværtimod. Den uventede udvikling har skabt selvtillid hos Satana.

- Vi er klar til at konkurrere mod dem. Og det kan vi. Prismæssigt kan vi slå dem, siger Henrik Kloster Nielsen. 

Hader også coronaen

De to ejere kniber sig i armen over successen. Men gentager igen og igen, at de har det svært med, at den er skabt på baggrund af corona-pandemien og dens stærkt uheldige følger både på erhvervssiden og for folk i almindelighed.

-  Selv om de corona-relaterede varer som mundbind og håndsprit har hjulpet os, så håber vi lige så meget som alle andre, at virussen snart forsvinder. Vi bryder os lige så lidt om den, som alle andre, siger Henrik Kloster Nielsen.