Flere testsvar fra børnehave klar: 6-årige Ibi var heldigvis ikke smittet med corona

Fem børn fra børnehaven Vestervold har nu fået vished for, at de ikke er smittet med corona. Børnehaven i Varde blev lukket tirsdag, efter at 10 børn, én medarbejder og en forælder udviste symptomer på at være smittet med coronavirus.

Det er en tydelig lettet Trine Lindholm, der tager telefonen i hjemmet i Varde. Hendes 6-årige datter Ibi var et af de 12 børn, der tidligere på ugen blev sendt hjem fra børnehaven Vestervold i Varde med ondt i halsen og snotnæse - symptomer på corona. Her til morgen kom svaret på datterens covid-test, og den var heldigvis negativ.

- Det var en forløsning at få svar, og det har givet ro. Selvom jeg havde forventet et negativt svar, har jeg alligevel været en smule bekymret, siger Ibis mor Trine Lindholm. 

Åbner først i næste uge

Yderligere fire børn fra den lukkede børnehave i Varde er indtil videre testet negative for covid-19, og resten af testsvarene skulle gerne komme i dag, siger Anette Brodde, dagtilbudsleder i Varde Kommune.

- Jeg bliver opdateret hele tiden lige så snart, der er den mindste tilbagemelding.  Under forudsætning af at der ikke påvises corona blandt nogle af børnene, forventer vi at åbne børnehaven igen i næste uge, siger Anette Brodde, der også kan fortælle, at børnehaven har fået en kontaktperson i Styrelsen for Patientsikkerhed, som hjælper dem med at håndtere situationen.

Ros til børnehaven

Børnene med symptomer er fordelt på to ud af børnehavens tre børnegrupper, men ud fra et forsigtighedsprincip blev hele børnehaven tirsdag lukket.

Ibi og hendes familie nåede at være i isolation et døgns tid, før de fik svar på datterens test. Og det var rigeligt, siger Trine Lindholm. 

- En dag i isolation er jo ingenting, men vi gik godt nok mange ture omkring spisebordet. I dag skal vi nyde, at vi kan gå en tur i det fri, og så skal vi have en is, siger Trine Lindholm. 

- Børnehaven har håndteret det så professionelt, der er kun ros til dem, tilføjer hun.