Forældre farer vild i uddannelsesjunglen

Masser af forældre forsøger at rådgive deres børn bedst muligt. Men det kan være svært at holde styr på junglen af forskellige uddannelser og linjer.

EUX, HTX, STX, HHX.

Det vrimler med forkortelser på de forskellige ungdomsuddannelser, og det gør det ekstra svært at være forældre til en ung, der skal vælge ungdomsuddannelse.

Det fortæller Laila Vesterby Hansen fra Ølgod, der sammen med sin datter Sofie har været til informationsmøde på Varde Gymnasium.

- Jeg har ikke selv gået på gymnasie, så jeg ved egentlig ikke, hvad de kan tilbyde. Sofie ved det heller ikke rigtigt, så derfor er det vigtig at høre mere om de muligheder, der er, siger Laila Vesterby Hansen til TV SYD.

Det er svært at finde rundt i de mange muligheder, siger Laila Vesterby Hansen.

11 studieretninger

Alene på Varde Gymnasium bliver der tilbudt 11 forskellige studieretninger og en HF-uddannelse. Derfor gælder det ikke kun om at træffe et valg mellem de enkelte ungdomsuddannelser. Det gælder også om at vælge den studieretning, der passer bedst.

- Tidligere kunne man vælge mellem en sproglig og en matematisk linje. I dag er der et bredere udbud, og det kan selvfølgelig være svært at overskue. Derfor bruger vi også mange kræfter på at informere om, hvad de enkelte studieretninger indeholder, fortæller Uddannelsesleder på Varde Gymnasium Per Eskelund.

Her kan du blandt andet se, hvornår der er informationsmøder på de forskellige skoler i nærheden af dig.

Ved de enkelte stande kan Laila og Sofie Vesterby Hansen få lidt mere at vide, men de mange muligheder er også med til at forvirre mor og datter.

- Der er mange spændende ting, men hvad giver bedst mening, det er jeg da stadig usikker på, siger Laila Vesterby Hansen.

Der er meget, der lyder spændende, og det gør det ekstra svært.

Familien har frem til den 1. marts, før der skal træffes en beslutning. Her er der ansøgningsfrist til ungdomsuddannelserne.

Både Laila og Sofie Vesterby Hansen har da også brug for lidt mere betænkningstid. Lige nu overvejer Sofie at tage 10. klasse med, før hun vælger ungdomsuddannelse.

Uddannelsesleder Per Eslund kan godt forstå, at det er svært for forældrene.