Fremtidens plejecenter

Varde Kommune vil bygge fremtidens plejecenter som forbillede for andre kommuner.

Det skal blandt andet rumme sansehaver med fugleliv og kødædende planter. Sofaer placeret tæt ved store akvarier i fællesstuen og forskellige former for ny teknologi, der skal gøre beboerne i stand til at blive selvhjulpne.

Plejecentret skal opføres i Ansager, og det kommer til at rumme 2.500 kvadratmeter med fleksibel rumindretning, så de enkelte lejligheder både kan bruges af enlige og par.

Både inden for og udendørs skal der kæles for detaljerne. Blandt andet skal der være drivhuse og fælleshaver.

Fem arkitektfirmaer skal komme med deres bud på fremtidens plejecenter. Byggeriet til 42 millioner kroner skal begynde i november næste år. Byggetiden er beregnet til et år.

De kommende beboere får mulighed for at give deres besyv med.

Erhvervs- og Byggestyrelsen har ydet en startkapital på en halv million kroner.