Frivillig familie: Mad bliver til glæde - ikke til overs

Frivillige over hele landet indsamler mad, der ville være for gammel efter jul. Især børnefamilier nyder godt af indsamlingen.

Masser af mad ryger i skraldespandene, når butikkerne lukker lillejuleaften. Maden kan nemlig ikke holde sig, til butikkerne åbner igen efter jul.

Men i Oksbøl sørger frivillige fra foreningen Stop Spild Lokalt for, at ikke al maden spildes. De samler varer ind hos flere lokale butikker, så andre kan mærke, det er jul. 

quote

Vi har nok allesammen prøvet at være på røven.

Kaja Højberg Hansen, frivillig fra Stop Spild Lokalt Varde og Oksbøl.

- Vi har nok allesammen prøvet at være på røven, og der er mange, som trænger til en ekstra hånd her i juletiden. Jeg vil også gerne være med til at reducere CO2-udslippet, og det gør jeg ved at samle noget mad ind og hjælpe andre, siger Kaja Højberg Hansen, som er en af de frivillige.

Familier med børn

Hun har sin mand og børn til at give en hånd med. 

- Det er primært børnefamilier, som har svært ved at få tingene til at hænge sammen, som får maden. De er meget taknemmelige, så det er dejligt at kunne hjælpe, og vi oplever stor velvilje i butikkerne, siger Kaja Højberg Hansen. 

Foreningen har også indsamlet julegaver til børn, men der er ikke nok til alle. 

Ud i containeren

Der hentes overskudsmad hos SuperBrugsen, Kvickly og Fakta. 

quote

Det er en supergod idé, at nogen vil samle varerne ind.

Irma Knudsen, som er butikschef hos Fakta i Oksbøl.

- Det er en supergod idé, at nogen vil samle varerne ind og sørge for, at nogen får glæde af dem. Ellers ville varerne gå til spilde og blive smidt ud i containeren, siger Irma Knudsen, som er butikschef hos Fakta i Oksbøl. 

Det er ferskvarer med kort holdbarhed, som mælk, kød, pålæg og brød, der bliver samlet ind. Stop Spild Lokalt samler overskudsmad ind 44 forskellige steder i Danmark.