Frivillige hjertestartere skal redde folk fra at dø

Ambulancerne er for længe om at komme i Varde Kommune. Nu skal frivillige redde folk.

- Min opgave bliver at være den første på stedet og starte hjerte- lungeredning op, indtil de professionelle kommer og overtager.

Sådan siger Søren Kristiansen fra Horne. Han er en de frivillige førstehjælpere, der har meldt sig, når nogen i området får hjertestop.

Han er en del af projekt Danmark Redder Liv, hvor frivillige førstehjælpere er de første på stedet med en hjertestarter, når en borger falder om.

- Hvis jeg kan gøre en forskel for nogen, så vil det jo være fantastisk, siger Søren Kristiansen, og det kan han, for i Varde Kommune er de professionelle med ambulancen længere tid om at nå frem.

quote

Hvis jeg kan gøre en forskel for nogen, så vil det jo være fantastisk.

Søren Kristiansen, frivillig akuthjælper, Horne

Det tager dem i gennemsnit 9,4 minutter. Det er halvandet minut længere end gennemsnittet for hele region Syddanmark.

Projektet er inspireret fra Langeland. Der har de i ti år arbejdet med frivillige hjertestartere. I dag er 170 borgere med, og de skaber livgivende resultater.

I dag overlever 40 pct.af de observerede borgere med hjertestop på Langeland. Det er tre til fire gange så meget som det øvrige Danmark, siger Henrik Schakow, der er formand for Langeland Hjertestarterforening til TV SYD. 

I Varde kommune er der foreløbig tre frivillige.

- Det undrer mig egentligt, at der ikke er flere, siger Søren Kristiansen.

Mød ham i klippet øverst i artiklen, hvor du også kan høre den frivillige akuthjælper Jes Nilsson fra Langeland fortælle, hvordan det er, når hjertet begynder at slå igen på et menneske, der er faldet om med hjertestop. 

I Varde Kommune skal frivillige redde liv.
I Varde Kommune skal frivillige redde liv.