Frygter vild prisstigning på varmen skræmmer tilflyttere væk

600 boliger i Tistrup i Varde Kommune har fået en kæmpestor varmeregning. Nu frygter borgerforening, at mulige tilflyttere vælger at købe hus i andre byer.

Han havde det nok lidt på fornemmelsen. At varmen var lidt dyrere i Tistrup. Men for to en halv måned siden skrev Mikkel Jensen og hustru Majbritt alligevel under på skødet til den 149 kvm store villa i byen. De skulle nu bo ganske tæt på deres søn Sørens bedsteforældre. 

Snart efter kom der et velkomstbrev fra Tistrup Varmeværk. Og en opkrævning. 

- Det var en ordentlig krabat, siger Mikkel Jensen med et syrligt smil. 

quote

Hvis det her fortsætter, taler vi om en stor udfordring.

Jens Bach Mortensen, formand for Borger- og Erhvervsforeningen i Tistrup

Tistrup Varmeværk var tidligere et af de billigste, men prisen på naturgas, som varmeværket fyrer med, er pludselig steget voldsomt.
Tistrup Varmeværk var tidligere et af de billigste, men prisen på naturgas, som varmeværket fyrer med, er pludselig steget voldsomt.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Voldsom udgift 

Prisen for et års opvarmning lyder på 24.590 kroner.  

De, der boede i huset, var en familie på fem. Deres udgift var omkring 16.000 kroner. Der er altså tale om en stigning på 50 procent. 

- Det er voldsomt, siger Mikkel Jensen. 

Der er gang i varmeproduktionen på Tistrup Varmeværk for tiden. (Foto: Finn Grahndin)
Der er gang i varmeproduktionen på Tistrup Varmeværk for tiden. (Foto: Finn Grahndin)


Vil skade bosætningen i byen 

Det får nu Borger- og Erhvervsforeningen i Tistrup til at udtale sig bekymret om situationen. Formanden for foreningen, Jens Bach Mortensen, frygter, at det kan gå ud over den ellers positive bosætning i byen. 

- Hvis det her fortsætter, taler vi om en stor udfordring. Jeg tvivler da på, at selv om det er mange fordele ved at bo i Tistrup, så vil omkostninger til varmen på det her niveau da være svære at kompensere for, siger han.

- Vil det kunne ramme jeres arbejde med bosætningen?

- Ja, det vil det.   

Dyrt gas 

Tistrup Varmeværk opvarmer de 600 tilknyttede boliger med naturgas. Det har førhen været en fin forretning for ejerne. Som er de 600 husejere. Men så skete der noget drastisk med prisen på naturgas. Den steg og steg i takt med, at gaslagrene blev mindre og mindre. Forbruget har nemlig været større, og i Rusland spiller man poker med naturgas-kortene og er ikke parat til sådan bare at sælge ud af deres deres lagre. 

Bestyrelsesformand for Tistrup Varmeværk Bo Burgdorf ønskede i går ikke at udtale sig til TV SYD samme dag, som der skulle være generalforsamling. 

Søgte alternativer 

Mikkel Jensen gik straks i gang med at undersøge forskellige muligheder for at finde alternativer til Tistrup Varmeværk. Men han og familien er via lokalplanen bundet til varmeværket. 

- Jeg synes, det er problematisk, at vi som borgere ikke selv har mulighed for at vælge at installere vores egne grønnere, alternative opvarmningskilder, når nu vi har bedre og mere klimavenlige alternativer til afbrænding af naturgas, siger den 35-årige husejer. 

Han har også haft en energikonsulent på besøg for at finde mulige forbedringer, der kunne få forbruget - og dermed varmeudgiften - ned. Men huset er velisoleret. 

- Der er kun små og ret ubetydelige forbedringer, så vi kan ikke gøre så meget andet end at betale, siger Mikkel Jensen.