Glad borgmester når sit mål: - Det er en god dag!

Varde Kommune er en af årets helt store 'højdespringere' på DI’s liste over erhvervsvenlige kommuner. Kommunen er gået 38 pladser frem på listen og er kommet i top-10.

Erik Buhl har flag og en rød-hvid dannebrogs-hoptimist stående på skrivebordet foran sig.

Det er en af de dage, han har håbet at få at se, lige siden Varde Kommune for fire år siden begyndte at tabe terræn i DI’s årlige erhvervsklima-undersøgelse.

Da Erik Buhl satte sig i borgmesterstolen i januar 2014, var virksomhederne ikke imponerede over erhvervsklimaet i kommunen.

Varde lå solidt placeret blandt den dårligste scorende tredjedel af landets kommuner, når virksomhederne vurderede erhvervsklimaet.

- Det satte jeg mig for at ændre, og det gjorde vi, konstaterer Erik Buhl med et smil.

Allerede samme år kravlede Varde fra plads nummer 64 til en 12. plads i undersøgelsen.

En udvikling der gjorde ondt

Det er anden gang siden Erik Buhl blev borgmester, kommunen er i top-10.

Første gang, det skete, var i 2016. Men lige siden er det gået ned ad bakke igen, og i 2019 måtte en ærgerlig borgmester se nederlaget i øjnene:

Mission ”erhvervsvenlighed” havde lidt skibbrud, og Varde endte som nummer 46 i DI-undersøgelsen – langt væk fra den eftertragtede top-10.

En udvikling der krævede handling.

Måtte ansætte flere for at nå målet

- Da vi lå på plads nummer 46 sidste år, nedsatte vi et udvalg til at se på, hvad der skulle ændres, fortæller Erik Buhl.

Både virksomheder, politikere og embedsmænd sad med i udvalget, og ifølge borgmesteren blev der i forvaltningen gjort en ekstraordinær indsats i 2020 for at gøre virksomhederne tilfredse.

- Det har været hårdt, og det har krævet masser af overarbejde for vores medarbejdere hen over sommeren, for at vi kunne yde en god service på sagsbehandlingen, siger Erik Buhl.

Kommunen har ansat tre ekstra medarbejdere for at kunne levere den service, der er brug for, fortæller borgmesteren.

Hos virksomheden FiberVisions i Varde laver de fibre til mundbind, her har de kunnet mærke kommunens indsats.
Hos virksomheden FiberVisions i Varde laver de fibre til mundbind, her har de kunnet mærke kommunens indsats.

Indsatsen er godkendt

Og virksomhederne har kvitteret for indsatsen.

Hos virksomheden FiberVisions i Varde har administrerende direktør, Carsten Myllerup Madsen, helt lavpraktisk kunnet mærke kommunens indsats:

- Jeg synes, kommunen har gjort meget for virksomhederne og for at forbedre sig på de punkter, hvor det kneb lidt. Så jeg synes virkelig, det er en kommune, en borgmester og nogle medarbejdere, der har fokus på at gøre det venligt for erhvervet, siger Carsten Myllerup Madsen.

FiberVisions har haft et særdeles travlt år – blandt andet fordi virksomheden er begyndt at producere fibre til mundbind – og Carsten Myllerup Madsen fortæller, at kommunen omgående var parat, da FiberVisions tidligere på året arbejdede med planer om at bygge en ny hal.

- De møder op, og der er allerede sat sagsbehandler på, og de er så meget på forkant, at det var dem, der kom til at vente på os, og ikke os der kom til at vente på dem, fortæller Carsten Myllerup Madsen.

Administrerende direktør hos Fiber Visions, Carsten Myllerup Madsen, har helt lavpraktisk kunnet mærke kommunens indsats med blandt andet en langt hurtigere sagsbehandling:
Administrerende direktør hos Fiber Visions, Carsten Myllerup Madsen, har helt lavpraktisk kunnet mærke kommunens indsats med blandt andet en langt hurtigere sagsbehandling:

Langsom sagsbehandling kan koste dyrt

Carsten Myllerup Madsen mener, Varde Kommune især gør et godt stykke arbejde, når det gælder sagsbehandling, kommunikation og dialog.

- Det er vigtigt for os, at kommunen arbejder hurtigt, når vi har brug for sagsbehandling, for ellers risikerer vi at blive bremset i vores udvikling, fortæller Carsten Myllerup Madsen.

- I dag går tingene så stærkt, at hvis du som virksomhed ikke er med, når tingene sker, så risikerer du at komme bagefter - så risikerer du at miste en forretningsmulighed, siger han.

Ønsker bedre veje

Mens Varde Kommune scorer højt på kommunikation, dialog, sagsbehandling, skatter, afgifter og gebyrer og arbejdskraft, så halter det mere med kommunens image.

Det er dog infrastrukturen, der er akilleshælen for kommunen:

- Vi eksporterer 98 procent af vores produktion af fibre, derfor er det vigtigt, at vi har god adgang til Europas motorvejsnet, men det betyder også meget, at medarbejdere let kan komme på arbejde hos os, fortæller Carsten Myllerup Madsen.

Han ønsker derfor en indsats fra kommunens side for at skaffe bedre vejforbindelser nord-syd langs vestkysten og bedre adgang til motorvejen ved Korskro.

Kunsten er at forblive i toppen

Det er derfor ikke uden grund, at formanden for DI opfordrer kommunerne i Syd- og Sønderjylland til ikke at hvile på laurbærrene trods succesen.

- Det må gerne klappe sig selv på skuldrene og fortsætte den vej, der er på, siger Hans Olling.

Og i Varde kommune er det det, borgmesteren gør lige nu:

- Fra at være nummer 46 sidste år – en placering som jeg var meget træt af for at sige det på jysk – og så til at komme op i en top-10, som er vores målsætning - det er en god dag, siger Erik Buhl med et smil.

Men når det er fejret, så er det tilbage i arbejdstøjet – for kunsten er ifølge borgmesteren at holde placeringen i top-10.