Klokken 01.45 fik Syd- og Sønderjyllands Politi anmeldelse om affyring af tåregas på et diskotek i Varde og værtshuset ved siden af.
- Omkring 400-500 mennesker blev lukket ud på Torvet. Det forløb stille og roligt - og i en god stemning, fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholdt, til TV SYD.
Vagtchefen roser blandt andet dørmændene på stedet for deres professionelle håndtering af situation.
Omkring 400-500 mennesker blev lukket ud på Torvet. Det forløb stille og roligt - og i en god stemning.
- Omkring tre kvarter senere blev gæsterne lukket ind igen efter en grundig udluftning. Det viste sig, at tåregassen i stedet var peberspray, forklarer vagtchefen.
Der blev sendt en akutlægebil og to ambulancer til stedet.
- Nogle få fik skyllet øjnene, men der er ikke sket nogen egentlig personskade, slutter vagtchefen.
Politiet har en formodning om, hvad der er sket men efterforsker fortsat sagen. Den formodede gerningsmand kan se frem til en sigtelse efter straffelovens paragraf om ulovlig tvang samt måske også overtrædelse af restaurationsloven.