TV der bevæger dig

Gunnar har skænket sin by 600.000 kroner

Gunnar Nielsen er 87 år gammel og har boet en stor del af sit liv i den lille landsby Årre i Varde Kommune. Nu har han skænket 600.000 kroner til fire formål i hjembyen.

Gunnar Nielsen er 87 år gammel og har boet en stor del af sit liv i den lille landsby Årre. Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD

Byen Årre ligger lige i et smørhul mellem Esbjerg og Varde. Byen har en skole, en kirke, et plejehjem og en kro.

Her bor 652 borgere. Og en af dem er 87-årige Gunnar Nielsen.

Jeg vil ikke, at det skal ende hos skattevæsenet.

Gunnar Nielsen, pensionist, Årre

Han har levet et langt og nøjsomt liv på jorden. Et liv han har brugt på at holde høns. Et liv uden for mange udskejelser.

Derfor sidder han i dag med en klækkelig opsparing. Den opsparing har han nu doneret til den lille by, som i 40 år har været hans hjem.

- Jeg vil ikke, at det skal ende hos skattevæsenet. Det er bedre, at borgerne i Årre får gavn af dem, siger Gunnar Nielsen, der er en glad giver.

Så nu får kirken 150.000, der skal gå til nye gitterporte. Der er 150.000 til kroen, der ejes af byen og som trænger til en tilbygning. Og så er der 150000 til Årre Byrum.

De sidste 150.000 går til Plejecenter Hybenbo, hvor Gunnar bor. Foreløbig er der købt en elcykel, så Gunnar og de andre igen kan komme ud i naturen.

Kirken får 150.000 kroner, der skal gå til nye gitterporte. Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD

 

Mest sete på tvsyd.dk