Gustav er glad og lidt nervøs: Han skal på ny og speciel efterskole

Gustav Thaysen, 14 år, skal efter sommerferien hjemmefra for at begynde på Kvie Sø Efterskole for udviklingshæmmede og unge med indlæringsproblemer.

Han drejer nøglen i døren og vender sig om. 

- Værsgo og kom indenfor, siger han til de to, der står bag ham. Gustav Thaysen i kørestol og hans mor Sinne Thaysen, der nemt får bakset kørestolen med sønnen over kanten ved hoveddøren og over dørtrinnet ind på skolen.

Gustav Thaysen er en af de 35-40 elever, der skal være elev her efter sommerferien. 

- Jeg glæder mig, men jeg må indrømme, at jeg er også lidt nervøs, siger den 14-årige dreng. 

Fra døgninstitution til efterskole 

Leo Christensen, medlem af bestyrelsen bag efterskolen, viser rundt. 

- Vi arbejder med små enheder, så eleverne kan føle sig trygge, siger han. 

Bygningerne husede tidligere døgninstitutionen Tippen, hvor Leo Christensen har været ansat i 17 år. Så han kender bygningerne ud og ind. 

quote

Det jeg glæder mig mest til er at få nogle flere venner. 

Gustav Thaysen, elev

- Bygningerne er godt vedligeholdte og ligger heldigvis i ét plan, så vi slipper for trapper op til et loft eller ned i en kælder. Men vi skal lige have lavet nogle små kørestolsramper her og der, siger Leo Christensen.

Gustav: Skær det ud i pap

På skolens hjemmeside står der: 

Skolen har plads til 50 elever. Skolens målgruppe er som udgangspunkt elever i klassetrin 8.-11. klasse, som har særlige læringsforudsætninger.

Som Gustav Thaysen, som har en hjerneskade og med den diagnosen Cerebral Parese. Han siger selv: 

- Mit handicap gør, at jeg skal have forklaret tingene flere gange, før jeg sådan rigtigt forstår det. Jeg skal have skåret tingene ud i pap.

quote

Det bliver godt for Gustav, for der er ingen tvivl om, at han kan meget mere, når jeg ikke er hjemme.

Sinne Thaysen, mor til Gustav

Kan meget mere

Som 14-årig bliver det en stor omvæltning at flytte hjemmefra "mors kødgryder". Det opdager han i køkkenet, hvor han - måske - skal lære noget om madlavning. 

- Jeg gider ikke lave mad, men jeg kan godt lide at spise det, siger han med et stort smil. 

Bestyrelsesmedlem Leo Christensen viser rundt på efterskolen, hvor Gustav snart skal bo og gå i skole.  
Bestyrelsesmedlem Leo Christensen viser rundt på efterskolen, hvor Gustav snart skal bo og gå i skole.  
Foto: Finn Grahndin

- Det bliver godt for Gustav at komme på efterskole, for der er ingen tvivl om, at han kan meget mere, når jeg ikke er hjemme. Det bliver rigtigt fint, at han kommer ud og lærer at klare mange flere ting og lærer at tro mere på sig selv. Lige så meget som vi tror på ham, siger Sinne Thaysen.

Savner flere venner

Gustav har tilmeldt sig "mediekurset", men for ham - som med alle unge - står der én ting øverst på ønskesedlen:

- Det jeg glæder mig mest til, er at få nogle flere venner. 

Efter to års arbejde med at rejse 2,5 millioner kroner og finde mindst 35 elever, kan Gustav Thaysen i sin kørestol erobre en helt ny verden fra august. Hvor længe han skal være på skolen, er endnu ikke aftalt. 

Du kan læse mere om efterskolen her

Efterskolen ligger naturskønt og - som navnet siger - lige ved siden af Kvie Sø.  
Efterskolen ligger naturskønt og - som navnet siger - lige ved siden af Kvie Sø.  
Foto: Finn Grahndin