Har du lejet dette sommerhus i Blåvand? Så er du måske blevet svindlet

En person, der bruger navnet Gert Pedersen, forsøger at leje et sommerhus i Blåvand ud via Facebook – men det er ikke hans sommerhus.

Et sommerhus i Blåvand ser lige nu ud til at være omdrejningspunktet i en sag om svindel – til stor frustration for både ejeren og de skuffede gæster.

Sommerhusets ejer, Kim Korsholm, er de seneste dage blevet kontaktet af mennesker fra hele landet, der havde lejet hans sommerhus. Eller det troede de.

quote

Jeg bliver ringet op af vildt fremmede, der tror, de har lejet mit hus, og jeg er vildt bedrøvet på deres vegne.

Kim Korsholm, retmæssig ejer af udlejningshus i Blåvand

Problemet er nemlig, at de har lejet det af en mand, der kalder sig Gert Pedersen - og han ejer ikke huset og har intet at gøre med udlejningen af det.

Flere kan været blevet snydt

- Jeg bliver ringet op af vildt fremmede, der tror, de har lejet mit hus, og jeg er vildt bedrøvet på deres vegne, men jeg må fortælle dem, at de nok er blevet udsat for bedrageri, fortæller Kim Korsholm.

I alt syv personer har kontaktet Kim Korsholm, fordi de har fundet ud af, at der var noget galt med deres sommerhusbooking. Men Kim Korsholm frygter, at endnu flere personer kan være blevet snydt – måske uden at være klar over det.

- Folk har set advarslen på Facebook eller tjekket huset på tinglysningen, men mange har måske ikke set advarslen? Der kan komme mange familier næste lørdag, som tror, de har lejet huset. Det er også ærgerligt for de gæster, der rent faktisk har lejet det, og som bare gerne vil have fred og ro, siger han.

Mistede 2.400 kroner

Pernille Dideriksen fra Otterup er en af de personer, der har lejet Kim Korsholms sommerhus af Gert Pedersen. I uge 29 skulle hun og familien have været i Blåvand, men da hun pludselig fik en dårlig fornemmelse, opdagede hun, at Gert Pedersen ikke ejer huset.

- Jeg blev bare så sur, for vi havde glædet os til at komme på ferie, siger hun.  

Familien har nu fundet et hus på Langeland i samme uge, men de 2.400 kroner, de indbetalte som depositum til Gert Pedersen, regner de ikke med at se igen. Episoden har de anmeldt til politiet.

- Vi tænkte også, at det var for godt til at være sandt, for det lød billigt, men det er vores første gang i sommerhus, så vi kender ikke priserne, siger hun,

Hos Feriekompagniet, som står for at leje Kim Korsholms sommerhus ud, er man bekendt med problemerne. Derfor vil man også forberede de gæster, der rent faktisk har lejet sommerhuset på, at der kan komme uventede gæster.

- Og så håber vi, historien kommer langt ud, så folk ikke tager turen fra Lolland Falster til Blåvand for at finde ud af, de er blevet svindlet, siger Finn Christensen, der er direktør i Feriekompagniet.

Privat udlejning giver færre rettigheder

Ifølge Forbrugerrådet Tænk, har man bedre rettigheder, hvis man booker sit sommerhus gennem et udlejningsbureau.

Derudover anbefales det, at man betaler opholdet med MobilePay, fordi man får flere oplysninger om udlejeren, end hvis man betaler kontant. Forbrugerrådet Tænk får hvert år henvendelser fra folk, der bliver udsat for denne form for svindel, og de frygter, der kan komme flere sager i år, fordi efterspørgslen på sommerhuse er større.

Syd- og Sønderjyllands Politi kan ikke sige noget om sagen, da den efterforskes i andre kredse. Ifølge politiet er denne form for svindel ikke ny, men politiet kan ikke oplyse, hvor ofte det sker.

Gert Pedersen er ikke vendt tilbage på TV SYDs henvendelse.