Ildsjæle stifter efterskole for udviklingshæmmede

Forældre mangler tilbud til udviklingshæmmede unge og stifter derfor en efterskole. En af dem, som glæder sig over det nye tilbud, er Karin Runge Nygaard, hvis datter Ann begynder på skolen efter sommerferien.

Hvis dit barn har Downs Syndrom, kan drømmen om et ophold på efterskole være langt væk. Men det er en gruppe forældre og andre ildsjæle ved at lave om på.

I Ansager mellem Varde og Grindsted er en gruppe frivillige ved at skabe den første efterskole vest for Storebælt, der er specialiseret i udviklingshæmmede unge med svære indlæringsvanskeligheder. For eksempel elever med Downs Syndrom eller autisme.

Det skriver DR Syd.

Glemt målgruppe

Der er nemlig alt for få tilbud, hvor unge udviklingshæmmede har mulighed for at opdage, udvikle og opnå deres potentiale, lyder det fra Stine Tryk, der er næstformand i skolebestyrelsen og en af initiativtagerne.

- De er en glemt målgruppe, som har brug for, at nogen tror på, at de kan mere og har nogle ambitioner på deres vegne. De vil også rigtig gerne være dygtige til noget, siger hun til DR Syd.

Planen er at åbne skoledørene til Kvie Sø Efterskole til august. Foreløbigt er 35 elever skrevet op til det kommende skoleår.

Efterskole eneste chance for 15-årig

15-årige Ann Runge Nygaard, som har Downs Syndrom, skal begynde på efterskolen til august. Et ophold på Sjælland er ikke en mulighed, da Ann har været alvorligt syg, fortæller hendes mor Karin Runge Hansen til TV SYD.

quote

Siden hun blev født, har ambitionen været at gøre hende så selvhjulpen som muligt, og det her ophold er et perfekt skridt på vejen.

Karin Runge Hansen, Vejen.

- Jeg vil gerne følge hende tæt, så det er det perfekte tilbud til Ann. Siden hun blev født, har ambitionen været at gøre hende så selvhjulpen som muligt, og det her ophold er et perfekt skridt på vejen, siger Karin Runge Hansen.