Kampen om at blive Årets Landsby sætter ind

I aften kårer Varde Kommune sit bud på "Årets Landsby". Og det er ikke helt ligegyldigt, hvem der vinder.

Landsbyen Janderup i Varde Kommune blev kåret som Årets Landsby i 2009, og det fik stor betydning for den lille by med omkring 860 indbyggere. I løbet af de tre år, der fulgte efter kåringen, blev der bygget 22 nye huse i byen.

- Vi kunne tydeligt mærke, da vi blev årets landsby i 2009. Byen blev kendt over hele Danmark, fortæller Hans Christian Jensen til TV SYD. Han var formand for landsbyens lokalråd indtil 2012.

I aften skal Varde Kommune kåre Årets Landsby i kommunen. Vinderen i den konkurrence går videre til konkurrencen om at blive Årets Landsby i Danmark.

Og landsbyerne omkring Varde har tidligere klaret sig rigtig godt i konkurrencen.

Hele tre gange har landsbyer i det, der nu er Varde Kommune vundet landskonkurrencen med byerne Billum, Skovlund og Janderup.

Og med lidt held lykkes det måske igen. Det håber i hvert fald Hanne Jespersen, der er lokalsamfundskonsulent i Varde Kommune.

- Vi er klar over, at der skal gøres noget for at øge tilvæksten til landsbyerne. Det er vi afhængige af, siger Hanne Jespersen til TV SYD.