Kommune vil undervise fædre og børn i madlavning

Varde Kommune vil fra slutningen af august lærer børn og deres fædre at lave ordentlig mad.

Fædre laver for sjældent mad sammen deres børn og lever for usundt. Det vil Varde Kommune nu gøre op med. Gennem et nyt initiativ vil de fra slutningen af august tilbyde køkkenskole til fædre og derse børn i Varde Kommune.

Konceptet hedder "Fars Køkkenskole" og stammer fra Vallensbæk Kommune på Sjælland. Her har konceptet med køkkenskole for fædre og børn kørt de sidste to år med stor succes.

- Erfaringerne med Fars Køkkenskole i Vallensbæk Kommune har været fantastiske. Fædre og børn har virkelig udviklet sig sammen, og det har haft en positiv indflydelse på madlavningsvanerne derhjemme. Blandt de 350 fædre og 370 børn, som har gennemført Fars Køkkenskole i Vallensbæk Kommune gennem en 3-årig periode, har 9 ud af 10 fædre oplevet, de er blevet bedre til at lave mad sammen med deres barn, og 2 ud af 3 fædre har oftere deres barn med i køkkenet derhjemme. Dette gælder også et halvt år efter, at fædrene er færdige med Fars Køkkenskole, siger Jonas Vigkilde, projektudvikler hos Vallensbæk Kommune i en pressemeddelelse.

Køkkenskolen er for fædre og børn fra 2. til 4. klasse, og mor eller andre gæster er velkomne til at spise med én gang. Varde Kommune vil i alt afholde seks Fars Køkkenskoler over det næste halvandet år, og tilmeldingen foregår på kommunens hjemmeside.