Kommunemesterskab i krocket gik over alt forventning

For første gang nogensinde blev der i dag holdt kommunemesterskab i krocket i Varde kommune.

TV SYDs reporter fulgte søndag pensionisten Kurt Schmidt og hans makker til det første kommunemesterskab i Krocket i Varde.

De håbede på at blive de første krocketmestre i byen.

- Den taktik og den måde, man skal tænke på, gør, at det bliver super spændende at spille krocket. Det giver også mange hyggetimer og masser af frisk luft, sagde Kurt Schmidt søndag om sin interesse for sporten. 

Kurt Schmidt håbede på at blive den første Vardemester nogensinde.
Kurt Schmidt håbede på at blive den første Vardemester nogensinde.
Foto: Esben Jensen, TV SYD

- Det er en populær sport i området, men vi håber, vi kan få nogle flere unge med, for det er jo mest ældre, der spiller det, fortalte Gert Ovesen, som er formand for arbejdsgruppen i Næsbjerg.

Der var dog ikke mange unge at spotte til dagens mesterskab, da der blev spillet på intet mindre end 40 baner. Til gengæld var der stører opbakning til dagen end forventet. Arrangøren havde regnet med 100 deltagere, men der var hele 160 deltagere på dagen.

- Det sidste slag kan vinde hele spillet. Det gik desværre ikke så godt, det fik pludselig en ende, sagde Kurt Schmidt efter den sidste kamp.

Kurt Schmidt og hans makker måtte efter en lang dag slutte kommunemesterskabet uden en placering.