Kronprinsessen bliver forfremmet til kaptajn

Søndag blev prinsessen forfremmet ved en højtidelighed i Hjemmeværnets Nymindegablejr.

I dag blev Kronprinsses Mary forfremmet til kaptajn. Det skete ved markeringen af Hjemmeværnets 70-års jubilæum i Nymindegablejren.

Kronprinsessen blev udnævnt af generalmajor Jens Henning Garly, som er chef for Hjemmeværnet.

Forfremmelsen er kulminationen på Kronprinsesse Marys militære karriere, der begyndte i 2008. Siden har hun gennemført Hjemmeværnets grunduddannelse og videreuddannet sig til først sergent og siden til løjtnant og premierløjtnant.

Svigermor var med

Kronprinsesse Mary bliver kaptajn efter at have gennemgået et chefkursus på Vordingborg Kaserne i begyndelsen af marts. Kaptajn er den højeste rang, man kan opnå som frivillig i Hjemmeværnet. 

Også hendes svigermor, Dronning Margrethe, deltog i den højtidelige markering i Nymindegab. Dronning Margrethe inspicerede den parade, der var arrangeret i dagens anledning.

Dronningen gjorde også selv karriere i Hjemmeværnet, hvor hun nåede at få rang af major.