Kvinde kvæstet af trailer

En kvinde fik adskillige brud, da hun mandag formiddag blev ramt af en trailer, som var blevet påkørt uden for hendes hus.

Uheldet skete ved 10-tiden på Baunhøjvej i Vrøgum nord for Oksbøl. En 42-årig mand kørte mod nord ad Baunhøjvej, da han af ukendte årsager ramte en stor trailer, som stod parkeret ved kvindens hus.

Traileren blev kastet ind mod huset, hvor bl.a. et vindue blev ødelagt.

Uheldigvis stod huset beboer på fortovet - og blev også ramt af traileren.

Kvinden blev tilset af en akutlæge og efterfølgende indlagt på sygehuset.

I forbindelse med uheldet skete skader på tre andre biler, oplyser politiets vagtchef.

Den 42-årige mand slap fra sammenstøddet uden skader. En bilinspektør blev tilkaldt og har undersøgt de involverede køretøjer.