Lastbil kvæster cyklist

Kvinde er hårdt kvæstet efter ulykke i Varde. Hun blev kørt over af en lastvogn, der drejede ud fra virksomhed.

Ulykken er sket lidt efter klokken 11 på Roustvej inde i Varde by. Chaufføren overså tilsyneladende cyklisten, da han drejede ud fra en virksomhed.

Vagtchefen ved Syd og Sønderjyllands politi oplyser, at kvinden kom ind under lastbilens frontparti og muligvis også under hjulene.
 
Chaufføren så ikke cyklisten, og han så heller ikke, hvad der var sket. Han standsede først bilen efter godt 20 meter, fordi en mand gjorde tegn til ham og råbte en advarsel.
 
Cyklisten er kørt til sygehuset i Esbjerg og er i livsfare, oplyser politiet. Netop sammenstød mellem cyklister og lastbiler har været emne for flere kampagner.