Mange danskere på vestkystferie: Kommune vil holde på nye gæster

Udviklingsplan skal være med til at holde på de mange turister til næste år, og planens målsætninger nås måske før tid, fortæller formand og borgmester.

Det er strømmet til med turister ved den jyske vestkyst i år. Så mange, at borgmester og formand for Partnerskab for Vestkystturisme, Erik Buhl, mener, at man kan nå flere delmål i en syvårig udviklingsplan for Vestkysten, som Varde Kommune er en del af.

- Vores mål er at få fem millioner overnatninger i 2025 i Varde. Inden corona var vi oppe på 4,7 millioner overnatninger, så hvis udviklingen fortsætter, kan vi nå målet allerede i 2021 eller 2022, siger Erik Buhl (V).

Selvom sæsonen startede hårdt med mange tyske sommerhusannulleringer, lyder meldingen, at man er ved at have indhentet det forsømte i kommunen.

quote

Vi skal være omhyggelig med den måde, vi udvikler vores turisme på, så det ikke kun bliver masseturisme.

Erik Buhl, Venstre, Borgmester i Varde Kommune og formand for Partnerskab for Vestkystturisme

Fokus på tilfredshed

Udviklingsplanen blev udarbejdet i 2018, hvor 11 kommuner og tre regioner gik sammen og satte nogle mål for Vestkystens turisme. Den overordnede ambition var, at Vestkysten i 2025 skulle have markant vækst i omsætning, overnatninger, hvor meget turisterne forbruger per døgn og tilfredshed.

Udviklingsplan for Vestkysten

  • Udviklingsplanen blev udformet i 2018 med de 11 vestkystkommuner, de tre vestdanske regioner og Dansk Kyst- og Naturturisme
  • Den sætter fokus på vækst i turismen frem mod 2025
  • Der er fire pejlemærker for udviklingen af vestkystturismen:
    1. 22,8 millioner overnatninger i 2025
    2. 22 milliarder kroner i samlet turismeforbrug
    3. 83% af turisterne skal være meget tilfredse med oplevelsen
    4. Der skal være en årlig gennemsnitlig vækst i døgnforbruget på 2,1%

Kilde: Dansk Kyst- og Naturturisme

Og tilfredsheden er vigtig at understrege, mener Erik Buhl, for det er det, der skal sikre at både lokale og gæster er glade for området og vil være der igen næste år.

- Jeg tror, at flere danskere vil komme hertil næste år, coronavirus eller ej. Men vi skal være omhyggelige med den måde, vi udvikler vores turisme på, så det ikke kun bliver masseturisme. Vi skal stadig kvalitetssikre og give en god oplevelse, så folk kommer tilbage, siger Erik Buhl.

Noget af det, udviklingsplanen har været med til, er blandt andet at skabe byfornyelse i Henne og sætte fokus på trafikken i Blåvand for at give en bedre helhedsoplevelse til de besøgende. Og så har der i nogen tid været fokus på at fordele turisterne over en længere periode end sommermånederne alene.

Desuden kigger man i Varde Kommune på, hvordan man kan forbedre mulighederne for korttidsovernattende, f.eks. med et kysthotel eller feriecentre, da der ikke er mange muligheder for at bygge flere sommerhuse i Varde-området, fortæller Erik Buhl.

Vestkysten er det næststørste turistområde i Danmark, kun overgået af København. Den 550 kilometer lange kyststrækning har hvert år cirka 18 millioner overnatninger, men ambitionen er, at tallet skal op på 22,8 millioner overnatninger i 2025.