Ny chance til Varde

Fremtiden for Hjertecentret i Varde er pludselig lys igen.

Først skulle der være et. Så skulle der ikke. Og nu skal der måske alligevel. Fremtiden for Hjertecentret i Varde er endnu uvis, men i dag har en ny mulighed åbnet sig, da det ellers var sikkert og vist, at hjertecentret skulle nedlægges.

Direktøren for Sundhedsstyrelsen har givet en ny frist til Region Syddanmark, der inden for 14 dage skal sende en ny ansøgning om hjertecentre, hvis Varde-centret ikke skal nedlægges. Denne nye ansøgning kan dog kun accepteres under forudsætning af, at Odense Universitetshospital (OUH) og hjertecentret i Varde indgår et forpligtende samarbejde.

Volumenkrav var problemet

Varde var oprindeligt udpeget til at være ét af de fem steder i Danmark, hvor der skulle placeres et hjertecenter. Men et volumenkrav på 750 operationer om året satte en pludselig stopper for den hensigt, da Varde årligt kun oprererer op mod 200 hjertepatienter.

Volumenkravet fik dog lokale Christiansborg-politikere som Hans Christian Thoning (V) fra Oksbøl og Preben Rudiengaard (V) fra Ribe, der er formand for folketinget Sundhedsudvalg, op af stolene. De var i går til møde i Sundhedsministeriet for at tale Vardensernes sag. Men sig fra mødet fik de en garanti om, at sagaen om hjertecentret i Varde altså ikke er helt slut endnu.

Hvis Region Syddanmark fortsat ønsker at bevare Hjertecentret i Varde, skal en ny ansøgning altså sendes af sted indenfor de næste 14 dage. Det er endnu uvist hvad et forpligtende samarbejde mellem de to hjertecentre skal indebære.