Ny rekord: Jægere tæt på at have skudt 250 mårhunde

I Mårhundegruppen Varde Vest har de netop nedlagt mårhund nummer 247. Det er flere, end de nåede at skyde i hele 2019, og jægerne håber at kunne runde knap 300 døde dyr inden udgangen af 2020.

Jes Kristensen er jæger og med i Mårhundegruppen Varde Vest, som er en gruppe af op mod cirka 30 jægere, der har taget kampen op med at bekæmpe den invasive og grådige mårhund.

Tirsdag aften nedlagde han gruppens mårhund nummer 247, som er èn mere, end de nåede at skyde i hele 2019, hvor jagten på mårhunden for alvor satte ind.

- Kort før klokken 19.30 tog jeg ud til en af de foderpladser, vi har lavet for at lokke mårhunde til, og lagde  ost og hunde- og kattefoder ud. Og klokken 19.53 havde jeg skudt den første, fortæller Jes Kristensen.

Han har været med til at jage mårhunden, siden gruppen Varde Vest blev dannet i januar 2019. Gruppen består af jægere, som frivilligt og jævnligt tager ud for at skyde mårhunde, som er til stor gene i den danske natur.

Natsigte har gjort jagten lettere

I 2019 nedlagde de i gruppen tilsammen 246 mårhunde, og målet er at nå op på omkring 275 nedlagte dyr i 2020. I februar i år blev det tilladt at jage dyret med natsigte, som betyder jægerne kan se hvilket dyr, der gemmer sig i mørket og ikke forveksler det med en grævling eller en ræv.

- Det er klart blevet langt lettere at jage sådan et natteaktivt dyr som mårhunden, når vi må bruge natsigte. Det betyder, at vi helt sikkert kommer flere mårhunde til livs end sidste år, forklarer Jes Kristensen.

Han tager jævnligt ud for at jage mårhunde. I år er det blevet til omkring 15 nedlagte dyr. Og efter tilladelsen i februar i år til at benytte natsigte, foregår jagten nu langt oftere om natten. Den 2. oktober nedlagde han to stykker af det mellem 5 -10 kilo tunge dyr.:

- Jeg parkerede bilen kl. 02 tæt på en foderplads nær Janderup og skød den første kl 02.17, og nummer to var nedlagt klokken 03.07. Jeg brugte en termisk håndholdt spotter, der via varme kan finde og se dyr i natten, og så mit natsigte, når jeg skal skyde, siger Jes Kristensen.

Præmier i vente 

Han håber, en af jægerne i gruppen runder mårhund nummer 250 en af de nærmeste dage.

- Der er en lille præmie til den, der når den milepæl i form af en lækker vildtspegepølse fra en slagter i Vrøgum. Den samme præmie er der også til vedkommende, der nedlægger nummer 500, men det er nok først i 2021. Desuden er der også et par overraskelser i ærmet til de heldige jægere, siger Jes Kristensen.

Mårhunden

  • Mårhunden stammer fra Østasien. Den blev udsat for mellem 70 og 90 år siden i Sovjetunionen og har  herfra spredt sig til Tyskland.
  • Bestanden i Danmark er formentlig efterkommere af tamme dyr, der er undsluppet fra fangenskab, samt dyr, der er indvandret fra Tyskland.
  • Mårhunden blev første gang registreret i naturen i Danmark i 1980 ved Vejle.
  • Fra 1995 til 2003 blev 25 mårhunde registreret. Siden er antallet steget kraftigt.
  • Mårhunden kan bevæge sig op mod 200 kilometer på land og kan også krydse fjorde på op til 10 kilometer.
  • Mårhunden er et altædende rovdyr og spiser alt fra ådsler til krebs, fisk, insekter, små pattedyr og fugle.
  • Mårhunden er på størrelse med en ræv og kan veje op til 10 kilo.

Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet

Frygter covid-19

Jes Frederiksen er en ivrig jæger og tager gerne sin del af jagten på mårhunden. Men han frygter, at corona skal ramme bestanden, og de skal til at teste de nedlagte dyr for virusset, som man lige nu skal nord for Limfjorden. Myndighederne undersøger, om mårhunde og ræve er med til at sprede covid-19 mellem minkfarmene.

- Jeg tager mine forholdsregler og bruger altid handsker, når jeg rører ved dem, og så er mine hunde aldrig med på mårhundejagt, siger han.

Prognose: fra 3.000 - 30.000 mårhunde

I Miljøstyrelsens 'Forvaltningsplan for mink, vaskebjørn og mårhund i Danmark' fremgår det, at bestanden af mårhunde i Danmark i 2016 blev vurderet til at være på mellem 2.000 og 3.000 individer, alle i Jylland.

Mårhunden får i gennemsnit 11 hvalpe per ynglesæson, og hvis væksten i bestanden fortsætter med samme stigningstakt som hidtil, skønner Miljøstyrelsen, at der vil være 30.000 mårhunde i Danmark om 5-10 år.