Onsdagens smittetal: Sogn lukker ned

Ølgod Sogn opfylder kriterierne for en automatisk nedlukning. Det betyder, institutioner og foreninger i sognet er lukket fra torsdag.

Endnu et sogn i det syd- og sønderjyske skal lukke for en række aktiviteter. Der er tale om Ølgod Sogn, der som følge af myndighedernes tre kriterier for automatisk nedlukning skal lukke institutioner og indendørs foreninger fra torsdag.

Sognet har de seneste syv dage registreret 24 nye smittede, en positivprocent på 2,0, og incidenstallet ligger på 464.

Det viser dagens tal fra Statens Serum Institut.

Kriterier for automatisk nedlukning

Et sogn skal lukke ned, hvis det opfylder alle tre nedenstående kriterier:


  • En incidens på over 400
  • Mindst 20 nye smittede de seneste syv dage
  • En positivprocent på mindst 2,0 af de testede de seneste syv dage


Kilde: Sundhedsministeriet

Ølgod Sogn ligger i Varde Kommune, og her har kommunen skrevet i en pressemeddelelse, at sognets 5.173 indbyggere blandt andet ikke kan komme i skole, på biblioteket eller besøge Ølgod Museum.

Udendørs fritidsaktiviteter er undtaget nedlukningen, og det samme gælder for Ølgod Efterskole og daginstitutioner.

Institutioner og foreninger, der lukker i Ølgod Sogn fra torsdag

  • Ølgod Skole 
  • Ølgod Kristne Friskole 
  • Ølgod Museum 
  • Hjedding Andelsmejeri
  • Ølgod Bibliotek og Kulturhus
  • Biblioteksbus ved Ølgod Kristne Friskole
  • Ølgod Hallen
  • Ølgod Stadion Klubhus
  • DDS Ølgod
  • Efterskolehallen Ølgod
  • Ølgod Ridehal
  • Ølgod Skytteforening
  • Ølgod Friluftsscene/Drabanterne
  • Ølgod Billardklub
  • Sydvestjysk Modeljernbaneklub
  • Ølgod-Strellev Lokalhistoriske Arkiv
  • Alle aftenskole-aktiviteter


Kilde: Varde Kommune

Hvirring topper

Det er ikke kun det vestjyske sogn, der for øjeblikket er lukket ned. Hvirring Sogn har været lukket ned siden fredag den 16. april.

Sognet topper listen over nedlukkede sogne, da de 1.980 indbyggere onsdag har et incidenstal på 1.616.

I Hedensted Kommune, hvor Hvirring Sogn ligger, viser onsdagens tal også, at 99 nye smittetilfælde er registreret i kommunen over de seneste syv døgn. 

På landsplan

Der er på landsplan registreret 803 nye smittede med covid-19 siden i går tirsdag. Smittetilfældene er fundet i 193.622 PCR-prøver.

På landets hospitaler er 191 indlagte med covid-19, og det er tre færre end gårsdagens tal.

Blandt den danske befolkning har 1.119.575 personer påbegyndt deres vaccination, mens over en halv million danskere er færdigvaccineret. Det svarer til ni procent af befolkningen.

Herunder kan du se smittetallene og få et overblik over vaccinationerne i din kommune.