På et kvarter kørte 18-årig vanvidsbilist sig til bøder på 130.000 kroner og en stribe frakendelser af kørekortet

En 18-årig mand fra Vejle-området står til en rekordstor bøde efter en vanvittig biljagt, hvor en af politiets videovogne filmede alle forseelser.

Den dramatiske køretur fandt sted omkring klokken 21 torsdag den 7. januar. 

Her blev politiet opmærksom på den 18-årige, da han i sin fars bil kørte langt over de tilladte 130 kilometer i timen på Esbjergmotorvejen ved Esbjerg Lufthavn. 

Han ville dog ikke stoppe, da politiet vinkede ham ind - og så  begyndte en 15 minutter lang biljagt, hvor den unge bilist forsøgte at køre fra politiet ved at forlade motorvejen ved Korskroen og sætte kursen mod Varde ad hovedvej 11.

quote

Med de kommende regler om vanvidskørsel var han blevet fængslet, og bilen konfiskeret oveni

Mads Bruhn Lund, operativ leder, færdselsafdelingen, Syd- og Sønderjyllands Politi

Efter en længere biljagt over Varde og ad Hjerting Landevej tilbage mod Esbjerg og via Alslev mod Billum sluttede køreturen i Kærup nord for Janderup. Her tog den 18-årige til fods flugten og blev få minutter senere opsporet af en politihund.

En række politibiler deltog undervejs i forsøget på at stoppe den 18-åriges vanvidskørsel.

Her tre uger senere har politiet analyseret videovognens optagelser og oplistet en lang række overtrædelser af færdsloven på den 15 minutter lange biljagt, hvor der bl.a. blev kørt over for rødt og en lang række hastighedsgrænser blev overskredet.

Syd- og Sønderjyllands Politi opgør på Twitter, at køreturen udløser 10 ubetingede og otte betingede frakendelser samt tre klip. Højeste hastighed undervejs blev målt til 194 kilometer i timen.

Ny dansk rekord i bøde

Sammenlagt vil det udløse 130.000 kroner i bøde.

- Det afspejler, at den 18-årige bl.a. 10 gange gange undervejs har kørt dobbelt så stærkt som tilladt og to gange kørt over for rødt. Med de kommende regler om vanvidskørsel var han blevet fængslet, og bilen konfiskeret oveni, siger Mads Bruhn Lund, der er operativ leder i færdselsafdelingen i Syd- og Sønderjyllands Politi.

Han kan ikke erindre, at der tidligere er fremsat krav om så stort bødekrav på baggrund af overtrædelser udløst på samme køretur, der i det aktuelle tilfælde var på 36,5 kilometer.

Med hensyn til de mange forseelser, der enkeltvis i  sig selv ville udløse ubetinget frakendelse af kørekortet, vurderer politikommissær Mads Bruhn Lund, at der bliver tale om en samlet frakendelse, der vil strække sig over 10 år.