Plastik skal opvarme 700 huse

I Varde vil varmen i 700 fjernvarmekunders radiatorer og gulve komme fra Varde-virksomheden SKY-LIGHTs overskudsvarme.

Nu er det slut med at fyre for gråspurvene på Varde-virksomheden SKY-LIGHT, der primært producerer plastemballage til fødevarer.

Overskudsvarmen fra plastproduktionen er tidligere gået til spilde ved at blive sendt tilbage i undergrunden.

Men nu kommer den til gavn for 700 fjernvarmekunder.

Rent praktisk vil et nyt anlæg lede det vand, der køler udstyret i produktionen ned, ud i fjernvarmenettet. 

quote

Mange af virksomhederne i vores kommune er allerede langt fremme med den grønne omstilling. Det er SKY-LIGHT et strålende eksempel på

Mads Sørensen (Venstre), borgmester i Varde Kommune

Det oplyser DIN Forsyning, der er forsyningsselskabet i Varde og Esbjerg Kommune, i en pressemeddelelse.

Den nuværende fjernvarme kommer primært fra det kulfyrede Esbjergværket og fra affaldsforbrændingen Energnist. 

Derfor giver det endnu bedre mening at bruge den varme, der ellers blot var gået til spilde.

- For os er ingen produktion en god produktion, når det kommer til varme. Vi har en ambition om at undgå spild af ressourcer, og når vi udnytter andres varme frem for at producere det selv, er det win-win for både vores kunder og for miljøet, siger projektchef og konstitueret direktør i DIN Forsyning, Henrik Harborg Blicher.

SKY-LIGHTs anlæg, som køler deres produktionsudstyr ved hjælp af grundvand. Det er dette anlæg, DIN Forsyning vil koble sig på og udnytte det opvarmede grundvand til fjernvarmeproduktionen.
SKY-LIGHTs anlæg, som køler deres produktionsudstyr ved hjælp af grundvand. Det er dette anlæg, DIN Forsyning vil koble sig på og udnytte det opvarmede grundvand til fjernvarmeproduktionen.

I Varde Kommune glæder man sig over samarbejdet mellem SKY-LIGHT og DIN Forsyning.

- Vi har i Varde Kommune netop vedtaget en ambitiøs klimaplan og et mål om at opnå klimaneutralitet i 2050. Mange af virksomhederne i vores kommune er allerede langt fremme med den grønne omstilling. Det er SKY-LIGHT et strålende eksempel på, men det er også et eksempel på en virksomhed, der formår at rette blikket op og tænke sig selv ind i en større sammenhæng. Det er beundringsværdigt, siger Mads Sørensen, borgmester i Varde Kommune.

DIN Forsyning oplyser, at man med varmen fra anlægget kan spare atmosfæren for 800 tons fossilt CO2 per år - svarende til en reduktion på cirka 1,1 ton CO2 per husstand i cirka 700 husstande. 

Selskabet oplyser, at overskudsvarmen kan blive sendt ud i fjernvarmenettet fra sommeren 2023.

DIN Forsyning leverer varme til, hvad der cirka svarer til 45.000 husstande i Varde og Esbjerg.