Politiet efterlyser en fedladen røver

Han gennemførte et væbnet røveri mod Aldi i Varde, hvor en ansat blev truet til at udlevere pengene.

Røveriet foregik mandag ved 20-tiden i Aldi i Søndergade i Varde. Med en pistol truede røveren den ansatte til at lægge sig på gulvet, hvorefter han tømte kasseapparatet for godt 10.000 kroner.

Røveren var 30-40 år, kraftig og fedladen. Han var omkring 185 centimeter høj og bar solbriller. Han bar en Helly Hansen-trøje med sort hætte, mørkeblå jogging-bukser, og så havde han sorte handsker på.

Røveren talte dårligt engelsk og stak af, da han havde taget pengene.
Politiet opfordrer folk til at ringe, hvis de har set eller hørt noget.