TV der bevæger dig

Politiet stopper to 18-årige spritbilister

Syd- og Sønderjyllands Politi har natten til lørdag snuppet to bilister for spirituskørsel, mens én er blevet taget for narkokørsel.

To 18-årige måtte indse, de havde drukket for meget, til at de kunne køre bil. Foto: Arkiv

Tre bilister måtte natten til lørdag opgive deres køretur.

To 18-årige mænd blev stoppet af politiet, fordi de havde for meget spiritus i blodet til at måtte sætte sig ind bag rattet. En 25-årig mand blev taget i at være narkopåvirket, mens han kørte bil.  Alle tre er lokale. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

- Vi har haft to sager, hvor vi har måttet stoppe bilister, fordi de kørte bil, efter de havde drukket. Det kan tænkes, de har været til julefrokost, fortæller vagtchef Henrik Sønderskov, Syd- og Sønderjyllands Politi, lørdag morgen til TV SYD.

Læs også Sønderjyder bedst til at lade bilen stå, når de har drukket

Politiets indsats natten til lørdag sker, efter TV SYD fredag kunne fortælle, at Syd- og Sønderjyllands Politikreds er den jyske politiskreds, hvor færrest personer bliver sigtet for spritkørsel. Her blev der fra november 2015 til oktober 2016 sigtet 507 personer for spritkørsel, og det er det laveste tal for den periode i hele Jylland.

Natten til lørdag var den dog gal. Den ene spritbilist blev stoppet af politiet på Sønderbro i Varde kort efter midnat. Den anden bilist med en promille på over 0,5 blev stoppet på Nørregade i Varde klokken 04.10.

Den narkopåvirkede bilist blev stoppet på Østerbro i Ølgod klokken 23.23 fredag aften.