Politiker: Alle børn skal ud i naturen - ikke kun de få

Alle børn i Varde Kommune skal have mulighed for at komme ud i naturen - ikke kun nogle få. Det mener byrådsmedlem Peder Foldager (V).

Flere børnehaver i Varde Kommune har i dag egne busser, men nu vil et flertal i byrådet ikke længere betale for busserne. Det har fået forældrene på barrikaderne, men byrådsmedlem Peder Foldager fra Venstre maner til besindighed.

- De kan jo stadig komme afsted. De skal bare leje busser. Det vil selvfølgelig være en serviceforringelse for dem, der har deres egne busser i dag, fordi de ikke kan komme så meget ud som før, lyder det fra Peder Foldager, (V), byrådsmedlem, Varde Byråd.

Til gengæld vil flere børn kunne komme afsted. Det er nemlig kun børnehaverne i den gamle Blaabjerg Kommune, der nu har egne busser. Ifølge Peder Foldager er omkostningerne hertil 400.000 kroner - de penge skal nu omfordeles.

- Hvad med børnehaverne i den anden ende af kommunen? De har også behov for at komme ud i naturen. Det skal vi også tilgodese, så jeg ser det som en opfordeling af pengene, siger Peder Foldager, (V).