Privathospital gør hjertelæger ledige

Et flertal i regionsrådet for Syddanmark vil begrænse antallet af patienter til privathospitalet Hjertecenter Varde, fordi hjerteafdelingen på Odense Universitetshospital har ledige senge og operationsborde.

Region Syddanmark henviser hvert år knap 200 patienter til hjertecentret i Varde.

Personalet på hjerteafdelingen i Odense mener, at det er spild af skattekroner, at de ikke har nok at lave, fordi patienterne sendes til et privathospital.

Hjertecenter Varde har en kontrakt med Region Syddanmark om at få mindst 100 patienter om året. Kontrakten blev indgået af det daværende Ribe Amt, og den er blot blevet forlænget af Region Syddanmark.

Flertal griber ind

Næstformand i regionsrådet, socialdemokraten Poul-Erik Svendsen, vil nu have sat sagen på dagsordenen i regionsrådet.

Han har ifølge TV2 Fyn opbakning fra et flertal bestående af Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti til at sikre, at kapaciteten bliver udnyttet på hjerteafdelingen på Odense Universitetshospital.
 
Formanden for regionsrådet, Carl Holst (V), siger til TV SYD, at han er parat til at se på aftalen med Hjertecenter Varde.

- Det er ikke hensigtsmæssigt at have ledig kapacitet, så nu må vi undersøge behovet, siger Carl Holst.

Han mener, at Hjertecenter Varde har opfyldt et væsentlig behov, da der var ventetid til hjerteafdelingen i Odense.

Ro i Varde

Hjertecentret i Varde er i gang med et nybyggeri til 125 millioner kroner, som privathospitalet flytter ind i til sommer.

- Meldingen fra regionsrådet får ikke mig til at ligge søvnløs om natten, siger direktør og overlæge Ricardo Sanchez, Hjertecenter Varde.

Privathospitalet har lige fået en aftale med den norske sundhedsstyrelse, og hospitalet får også patienter fra andre regioner.

Ricardo Sanchez har noteret, at det samlede antal hjertepatienter er faldet, og det kan være forklaringen på, at arbejdsmængden i Odense ikke er stor nok.