Regionen taber på at lukke Vestbanen

Region Syddanmark kan tjene omkring 13 millioner kroner årligt, hvis den undlader at lukke Vestbanen fra Nr. Nebel til Varde.

Et flertal i Region Syddanmarks forretningsudvalg har indstillet til regionsrådet, at Vestbanen nedlægges i 2012.
 
Det undrer regionsrådsmedlem Karsten Uno Petersen (S) og flere byrådsmedlemmer i Varde.

De peger på, at regionen får en årligt statstilskud på 35 millioner kroner til Vestbanen, men selv efter en modernisering af banen, koster det 22 millioner kroner at drive den. Altså har regionen et overskud på 13 millioner kroner.

De samme skal betale

Regionsrådsmedlem Thyge Nielsen (V) bestrider ikke tallene, men han kan alligevel ikke se fornuften.

- Det er de samme skatteydere, der betaler, så jeg mener ikke, at vi skal gå ind i den form for kassetænkning. Sagen er, at hver eneste passager på banen koster det offentlige 100 kroner, siger han.

Flertallet i regionsrådet forretningsudvalg mener, at busser kan erstatte banen for seks millioner kroner om året.

Regionsrådet afgør banens fremtid 28. februar.