Særlig hybridsport i world-serien får base i Blåvand

Den fremadstormende cykeldisciplin gravel får base i Blåvand og bliver den første danske afdeling i Worldcup-serien.

Det er ikke sikkert, du har hørt om sportsgrenen "gravel", men den har fuld fart i pedalerne og får nu en dansk afdeling placeret i naturskønne omgivelser i Blåvand.

Gravelcykling er en såkaldt hybridsport, hvor man sammensætter to kendte sportsdiscipliner og skaber en ny sportsgren. Gravel er en hybrid mellem landevejscykling og mountainbike.

Siden det blev annonceret fredag, har formand for Blåvand Ho Erhverv Finn Christensen oplevet stor interesse.

- Der er godt nok kommet meget interesse fra både sportsverdenen og alt muligt. Det overrasker mig sgu, siger han søndag.

Se her hvordan gravelcykel ser ud.
Video: Claes Adel

Det er Danmarks Cykel Union, det Internationale cykelforbund og Adventure Cycling, der har set store muligheder i Blåvand og dermed sikret, at Gravel Challenge Blaavandshuk bliver en del af UCI Gravel World Serie de næste tre år. 

Her køres der om adgang til årets verdensmesterskab, som i 2023 afholdes i Italien.

Stråler af cykelliv

Blåvand Ho Erhverv har planer om at skabe en stor, lokal oplevelse for deltagere, gæster og lokale i området. 

- Blåvand skal stråle af cykelliv, og hele den indre by vil være fyldt med stande, aktiviteter for alle og musik, ligesom byens butikker er klar med masser af tiltag. ”Gravel Cykling for alle” skal være omdrejningspunktet den første weekend i maj i de kommende mange år, og vi håber på masser af liv og glade dage, siger Peter Nielsen, der er handelschef og eventkoordinator i Blåvand Ho Erhverv.

Cykelruten er både på landevej og gennem skov og grus.
Cykelruten er både på landevej og gennem skov og grus.
Foto: Claes Adel

Dagene med gravelcykelløb vil foregå den 5., 6. og 7. maj i år og vil ligge fast i den første weekend i maj fremover.

Ifølge arrangørerne har store cykelprofiler allerede luftet tankerne om at deltage i løbet. Det gælder blandt andet Kasper Asgreen.