Se billederne: Spejdere er glade i al slags vejr

350 KFUM-spejdere og ledere på den årlige lejr nyder hinanden og vejret i denne uge.

Regnen silede fredag i perioder ned over de 350 KFUM-spejdere fra Hærvejens Distrikt uden, at de tog synderlig notits af de mange dråber.

Sådan er det at være spejder denne uge i Assenbæk ved Varde. KFUM-spejderne har etableret deres eget lille samfund med job, uddannelse, aktiviteter og leg. Altsammen under mottoet ”Sammen skaber vi spejderånden med vilje”.

Spejderne fra Hærvejens Distrikt trodser i disse dage vejr og vind i deres årlige lejr ved Varde. Her er lejrchef Trine Christiansen, der blot er 21 år gammel.
Spejderne fra Hærvejens Distrikt trodser i disse dage vejr og vind i deres årlige lejr ved Varde. Her er lejrchef Trine Christiansen, der blot er 21 år gammel.
Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

I spidsen for det hele står blot 21-årige Trine Christiansen, der lige er blevet student og til daglig er leder i Vejen-gruppen. I løbet af ugen er det hende, der træffer beslutninger og uddelegerer opgaver til lejrens øvrige ledere, som i mange tilfælde er ældre end hende selv. Og den rolle bekommer hende vel.

- Jeg synes, det er en fed opgave, hvor jeg både kunne udvikle mig selv og skabe nogle minder for børnene, ligesom jeg selv har fra min barndom, fortæller hun TV SYD.

Hærvejens Distrikt består af KFUM-spejdergrupperne fra Andst, Bække, Egtved, Jordrup, Randbøl, Ødsted, Læborg, Hejnsvig, Vorbasse samt Øster Starup / Vester Nebel. Til lejren er der også tilknyttet en såkaldt multilejr, her kan forældre og søskende få lov afprøve lejrlivet i et par dage eller hele ugen.