SF i Varde: Lad os nu komme i gang med elbusser

Et flertal i teknik- og miljøudvalget med fire Venstre-medlemmer satser på nye dieselbusser. De synes, at elbusser er for dyre og vil vente på den teknologiske udvikling.

Elbusserne er på vej. Også til Varde kommune. Men spørgsmålet er: Skal de komme nu eller senere? 

Et flertal i det politiske udvalg teknik- og miljø har netop besluttet, at Vardes fem nye busser skal køre på diesel. Ikke på el.   

Det får SF i Varde op af bussædet. De vil have elbusser så hurtigt som overhovedet muligt. Også selv om det koster mere end at købe de traditionelle dieselbusser. 

quote

- Hvis vi skal have reduceret mængden af CO2 med 70 procent inden 2030, så kræver det jo, at man tager et ansvar for det nu her.

Tine Toft, byrådskandidat for SF i Varde

Uambitiøst

- Jeg synes, det er uambitiøst at gøre det samme, som man altid gør. Det er på tide, at vi får udskiftet dieselbusserne med elbusser, siger byrådskandidat Tine Toft. 

Læs sagen i udvalget og dets beslutning her: 

Preben Friis-Hauge, Venstre, mener, at der et for dyrt og teknisk for usikkert at købe elbusser nu. (Foto: Finn Grahndin)
Preben Friis-Hauge, Venstre, mener, at der et for dyrt og teknisk for usikkert at købe elbusser nu. (Foto: Finn Grahndin)

Men formanden for udvalget Preben Friis-Hauge, Venstre, trykker på stop-knappen. Han mener, at man skal vente til en udbudsrunde, der kan ske samtidig med andre kommuner. Billund og Vejen. Samt regionen. 

- Det er en klar fordel, fremfor at vi som en lille bus-kommune står alene, siger han. 

quote

Vi vil gerne vente på, at de kan køre op til 650 kilometer på en opladning.

Preben Friis-Hauge, formand for teknik- og miljøudvalget, Venstre

Vi skal reducere CO2-mængden 

Udbudsrunden dækker 2025-27. Men kan forlænges. Det får Tine Toft til at frygte, at Varde Kommune først får de første elbusser på vejene i - ja måske så sent som 2030. 

- Hvis vi skal have reduceret mængden af CO2 med 70 procent inden 2030, så kræver det jo, at man tager et ansvar for det nu her, siger Tine Toft.   

Varde kommunes eneste bybus vender tilbage til udgangspunktet. Busstationen ved siden af banegården. (Foto: Finn Grahndin)
Varde kommunes eneste bybus vender tilbage til udgangspunktet. Busstationen ved siden af banegården. (Foto: Finn Grahndin)

Dyre elbusser 

Men hun bakkes ikke op af Sydtrafik, hvor Preben Friis-Hauge sidder som næstformand, og hans partikollega Henning Ravn, sidder som formand. Sydtrafik har vurderet, at elbusser endnu er for dyre i forhold til dieselbusser. Faktisk koster de mere end dobbelt så meget som dieselbusser. Men er dog meget billigere i drift. 

Læs Sydtrafiks notat til politikerne her:

Dieselbusser bliver hele tiden miljømæssigt bedre, men udleder stadig langt mere CO2 end elbusser. (Foto: Finn Grahndin)
Dieselbusser bliver hele tiden miljømæssigt bedre, men udleder stadig langt mere CO2 end elbusser. (Foto: Finn Grahndin)

Busser på flade batterier 

Preben Friis-Hauge peger på en anden udfordring end den økonomiske: 

- Varde Kommune er en meget stor kommune. Det betyder, at busserne må køre lange stræk. Det kniber endnu for elbussernes batterier. Vi vil gerne vente på, at de kan køre op til 650 kilometer på en opladning. Den teknologi er hastigt på vej, men den er der altså ikke endnu, siger han.   

Tine Toft undrer sig. Hun peger på Vejle Kommune.

- Den dækker ganske vist kun 1.059 km2 i forhold til Vardes 1.240 km2 , men her investerer man i 55 elbusser. 

År 2025 er "et godt bud" på, at Varde kommune får sin første elbus ud at køre, mener Preben Friis-Hauge.