Slut med vand på flaske

Det er slut med at sætte flaskevand på bordene i de kommunale kantiner, mødelokaler og ved kommunale arrangementer i Varde Kommune. Kommunen vil undgå transport og affald.

Sidste år købte Varde Kommune 15.000 flasker vand, og det lever ikke op til målet om at være landets reneste kommune.

- I Varde Kommune har vi generelt drikkevand af høj kvalitet, og flaskevand giver både unødig transport og unødigt meget affald. Derfor vil vi fremover som udgangspunkt ikke anvende flaskevand, siger direktør for Plan, Kultur og Teknik Bent Peter Larsen.

Ikke noget forbud

- Der kan være situationer, hvor vandflasken er et godt alternativ til sodavandsflasken - eller udeaktiviteter hvor den er praktisk at have med. Det er fortsat tilladt, siger Bent Peter Larsen.

Medarbejdere og andre kan stadig drikke en flaske vand i de kommunale lokaler, hvis de selv medbringer den.