Sommerhusejere: Store problemer med ny affaldssortering

Udsigten til større og tungere skraldevogne eller endnu flere mindre skraldevogne på smalle grusveje samt flere affaldsspande bekymrer sommerhusejere.

- Vejene her kan simpelthen ikke klare tunge skraldevogne. Vejene bliver kørt i stykker af dem, siger formanden for Grundejerforeningen Henne Strand, Jørgen Pedersen. 

Han er en af de bekymrede sommerhusejere, der på sin vis gerne ser mere affaldssortering - også i sommerhusområderne - men er bekymret for, hvilken teknisk løsning politikerne vælger.

Nu kommer al affald op i skraldevognen. Det undrer ofte turisterne. Især de tyske.  
Nu kommer al affald op i skraldevognen. Det undrer ofte turisterne. Især de tyske.  
Foto: Finn Grahndin

Mindre modeller 

Nu kører lidt mindre modeller af skraldevogne i sommerhusområderne i Varde Kommune. Men de har kun ét kammer. Til alt affald. Så når der er lagt op til, at der snart skal sorteres meget mere affald i hele landet, så kan løsningen være:

1) Større skraldevogne med flere kamre til de forskellige typer affald.

2) De mindre skraldevogne må køre meget mere og indsamle de forskellige typer affald enkeltvis. 

- Vi risikerer at få meget mere kørsel, og det ved jeg ikke, hvordan det vil se ud i CO2-regnskabet, men det trækker da i hvert fald i den forkerte retning,  siger Preben Friis-Hauge, der formand for Plan og Teknik-udvalget i Varde Kommune og valgt for Venstre.

Selv en lidt mindre model af skraldevognen kan have sine problemer med at køre rundt på de små veje.
Selv en lidt mindre model af skraldevognen kan have sine problemer med at køre rundt på de små veje.
Foto: Finn Grahndin

Formanden for Vejers Strand Grundejerforening, Allan Junge, er også bekymret for, hvad man fremover vil byde de små veje i sommerhusområderne. 

- Generelt oplever vi stor slitage på grusvejene i forvejen, siger han. 

Frygter mange spande

Hvor mange affaldsspande, den nye affaldsplan vil kaste af sig, vides endnu ikke.

Formanden for Grundejerforeningen Henne Strand, Jørgen Pedersen, håber på, at man kan holde det nede på to. Evt. med flere sektioner i hver spand.

- Vi har ikke plads på grunden  til flere spande, siger han.  

Idé: Flere miljøstationer

Både Jørgen Pedersen og Allan Junge peger i stedet på at erstatte fler-spande-systemet med miljøstationer.  

- Det vil jeg klart anbefale.  I Vejers er vi kede af, at den, vi havde i midtbyen, er væk, siger han og tilføjer: 

- Det er vores oplevelse, at turisterne i husene sorterer og anvender miljøstationerne.

Miljøstationen  her ligger i Henne. Måske kan mini-miljøstationer erstatte flere-spande-systemet, mener grundejerforeninger.  
Miljøstationen  her ligger i Henne. Måske kan mini-miljøstationer erstatte flere-spande-systemet, mener grundejerforeninger.  
Foto: Finn Grahndin

Formand for Grundejerforeningen Henne Strand, Jørgen Pedersen, siger: 

- Det behøver jo ikke at være miljøstationer, som vi kender dem i dag. Det kan være mini-miljøstationer. 

Politiker: Det bliver dyrere  

Formanden for Plan & Teknik-udvalget i Varde Kommune, Preben Friis-Hauge fra Venstre, vil for så vidt også gerne udbygge miljøstationerne i stedet for, men han forudser problemer: 

- Jordpriserne i sommerhusområderne er dyre. Desuden er der ofte problemer med at etablere dem herude, hvor der er mange regler for naturbeskyttelse, siger han.

Preben Friis-Hauge, Venstre, mener, at regeringens beregninger af udgifterne til den nye affaldsplan slet ikke holder.  
Preben Friis-Hauge, Venstre, mener, at regeringens beregninger af udgifterne til den nye affaldsplan slet ikke holder.  
Foto: Finn Grahndin

 

Preben Friis-Hauge forudser store problemer med at få affaldssorteringen til at virke for de 8.000 sommerhuse i Varde kommune.

- Det er uundgåeligt, at det bliver langt dyrere for borgerne, end hvad regeringen har fortalt, mener han.

Foreløbig holder sommerhusejerne vejret og ser, hvad politikerne beslutter. Preben Friis-Hauge lover dog at være i dialog med dem.

- Det kan jo sagtens være, at de har en god ide til en løsning, siger han.